Glansbilledsamlerne

Citat
““Jeg ved ikke hvad der sker,” sagde søster Birgitta med sin skarpe og myndige stemme. “Og lige nu bryder jeg mig heller ikke om at vide det. Men når fem mænd går løs på én, og det ved siden af en kirke, så er det et spørgsmål om de fem er ordentlige mennesker, eller en slags djævelske væsener der hærger på indviet grund. En kirke, unge mænd, det er Guds hus, og vi Franciskanersøstre er hans tjenerinder. Vi kan ikke stå og se på mens en mand bliver invalideret eller måske dræbt af sådanne mennesker som jer.”
“Glansbilledsamlerne”, s. 143.

Jóanes Nielsens roman Glansbílætasamlararnir”, der udkom i 2005 (“Glansbilledsamlerne”, 2008) skildrer i fragmenteret form seks færøske drenges liv op gennem 1960’erne, 70’erne og 80’erne. Hvad der binder drengene sammen er, at de er årgang 1952 fra Sankt Frans Skole i Tórshavn. Romanen bliver ikke drevet frem af et samlende plot, men stykkes sammen af små brikker, der til sammen giver et billede af den lille gruppe drenge. På denne vis er romanen skrevet i kollektivromanens klassiske form, og læseren præsenteres gennem værket for en række brister ved det færøske samfund.

Romanens tragik skyldes dog ikke blot selve samfundet, men også individuelle dispositioner og svagheder hos drengene. For tragik er der rigeligt af. Kun en af de seks drenge er i live ved romanens afslutning. De øvrige er døde i løbet af en trediveårig periode. Den yngste og på mange måder mest optimistiske skikkelse Djóni eller Djalli, som han kaldes, dør allerede før teenageårene af meningitis, og politikeren Olaf dør godt fyrre år gammel af sygdommen, “som det er forbudt at dø af på Færøerne” – AIDS. 23 år gammel falder sømanden Ingimar over bord ud for Grønland, og fem år senere findes klassens måske største intellekt Staffan brutalt myrdet i en busk på Christiania. Lige som Olaf, der har søgt eksil i København for at slippe for skammen ved at have fået AIDS, er også Staffan emigreret efter at han ikke var i stand til at leve op til sine egne høje idealer.

27485839

Han prøvede at få gennemtrumfet, at eleverne på gymnasiet skulle aflægge eksamen i det nye fag samfundsfag på deres modersmål, og han svor, at han selv ville tale færøsk, selvom det stred mod reglerne. Da det kom til stykket, bukkede han dog under for presset og talte selv dansk til eksamen. Efter eksaminationen gik han uden mål og med ud fra lokalet, og da lærerne skulle give ham hans velfortjente ellevetal, var han væk. Herfra bliver hans liv én lang deroute (mestendels i Danmark), der blandt andet byder på et uværdigt møde med pornoindustrien. Selv her falder han dog hurtigt i graderne og oplever blandt andet den ydmygelse at skulle sidde i en lille kasse og sutte den af på fremmede mænd, som stikker pikken gennem et hul i kassen. En dag er han overbevist om, at hans egen far uvidende har gjort brug af sønnens service, men tør ikke ringe og spørge ham ad. Staffan ender som en forhutlet skikkelse i København, hvor han møder Kári, den eneste af drengene, som ikke dør i løbet af romanen. Den sidste af de seks drenge er Fríorikur. Han vokser op på børnehjem og har et hårdt liv. Men han får efterhånden etableret en tryg ramme om sin tilværelse, og det er derfor dobbelttragisk, da han dør efter et overfald.

Gennem romanen får Nielsen berørt omtrent alle eksisterende tabuer og menneskelige skråplaner, og de seks drenge beskriver en side af livet og det færøske samfund, som ikke er særligt køn. Romanen er mere dyster end digtene, men i mange beskrivelser fra især barndommens Tórshavn får også livets kraft og skønhed lov til at spire ucensureret frem fra siderne. For de seks drenge har denne side af livet blot umanerligt hårde kår og kommer kun til syne i glimt. For eksempel i bogens åbningssekvens, hvor klassekammeraterne sidder i solen foran skolen og sammenligner deres glansbilleder, som indtil tredje klasse fylder en stor del af deres liv og giver deres forestillingsverden den livsnødvendige næring. Allerede denne verden flænges dog, da en af nonnerne, som underviser dem, finder ud af, at “en rotte” har spist flere af motiverne i klassens billedbibel. Hun er overbevist om, at Djalli, som altid sidder og kigger i bogen, er gerningsmanden. Situationen udvikler sig til et satanisk forhør og en ukontrolleret afstraffelse af den uskyldige Djalli. Omgivelserne såvel som drengenes egen karakter eller mangel på samme, er altså med til at gøre dem livet svært, og symptomatisk må de fleste af dem tidligt forlade en verden, som de ikke rigtig formår at navigere i. Romanens verden er dog som den virkelige verden ikke sort/hvid, og ikke blot idyllen, men også den entydige ondskab er ikke helt uigennemtrængelig.