Efter ugers intens regn i Nordsverige sker det utænkelige: De dæmninger, som skulle holde Luleälven under kontrol, bryder sammen, og elven kaster sig frådende over sine breder med altødelæggende kraft. Barrikaderet i et fremmed hus ser den højgravide Lovisa Laurin – kort før panikken for alvor rammer – et eksemplar af ”Populærmusik fra Vittula” forsvinde i vandmasserne.
Mikael Niemis galgenhumoristiske henvisning til egen bestseller fungerer ikke mindst som allegorisk afsked med den underfundige tone, der gjorde ham til svensk nationalklenodie. I ”Fallvatten” fra 2012 (”Faldvand”, 2013) er latteren endegyldigt forstummet og Niemis rejse mod dystopisk mørke fuldendt.
29897212
Luleälven er en 461 km lang flod, som strækker sig gennem Nordsverige med udmunding i Luleå. Da den, i Mikael Niemis fiktive katastroferoman, nedbryder dæmninger og sluseanlæg ca. 100 km fra sin udmunding, kastes området ud i decideret katastrofetilstand. Her krydsklipper Niemi i korte, stakåndede kapitler mellem et større persongalleri, som alle kæmper for deres eget og nærmestes liv – til tider med andres liv som indsats.
Om end den fiktive nordsvenske naturkatastrofe er bogens klare omdrejningspunkt, består Niemis projekt ikke mindst i at undersøge, hvordan mennesket agerer i absolut undtagelsestilstand. Enkelte eksempler på næstekærlighed og selvopofrelse er spredt over de 300 sider, men som katastrofen optrappes, vædes siderne af kynisme og ubarmhjertighed. Hos enkelte som funktion af egen kamp for overlevelse, mens vandmassernes altudslettende kaos giver andre fribillet til umenneskelige handlinger. Niemi er iskold og nøgtern i beskrivelser af såvel voldtægt og mord som afrevne kropsdele og åbne sår.
”Faldvand” sender hilsner til amerikanske katastrofefilm, men den er renset for enhver sentimental Hollywoodlogik. Det er en uafrystelig roman, hvor Niemis elegante pen og opfindsomme metaforer kaster litterær glans over de voldsomme billeder – som absolut ikke er for sarte sjæle.