Hvis “Populærmusik fra Vittula” var en overvejende realistisk, men grotesk og fantasifuld generationsroman om 60’ernes og 70’ernes finlandssvenske ungdom, så forsvinder de realistiske holdepunkter som dug for solen i Mikael Niemis novellesamling “Svålhålet” fra 2004 (“Sulebulen”, 2005).
Det indledende kapitel beskriver et besøg i en badstue i Tornedalen og lader dermed læseren tro, at alt er uforandret i forhold til den litterære forgænger. Men herefter invaderes siderne ikke blot af Niemis uhæmmede fantasi og fortællelyst men af en række groteske og absurde væsener i en abstrakt, futuristisk iscenesættelse; en stilistisk kovending der bedst lader sig kategorisere som science fiction.
25736966
Bogen består, med fortællerens egne ord, af en samling fremtidsskrøner befolket af androider, mærkværdige rumvæsener, rablende pseudo-videnskabsmænd og såkaldte ‘trottere’, som er betegnelsen for de opdagelsesrejsende menneskelige fantaster, der udforsker galakserne i bogens mange fortællinger. I titelskrønen har en af disse trottere eksempelvis forvildet sig ind i det galaktiske værtshus ”Sulebulen”, som er et mildest talt smagløst tilholdssted for stangdrukne svulmelegemer, stiktossede kiselkæmper med tangnæver, yoghurtopløste biohjerner og kvalmende insekter. Alt sammen i et inferno af væmmelighed som ikke desto mindre er “en af de mest intense og turbulente oplevelser, man kan få som trotter”, som fortælleren formulerer det (side 108).
Dette illustrerer ganske glimrende persongalleriet – eller væsensgalleriet – i bogens øvrige noveller. Disse præsenterer en række groteske, komiske og ofte også rørende skæbner frem til den afsluttende novelle, ”Tidens sidste vinkel”, hvor matematiklektor Öyvind Kuno præsterer at foregribe verdenshistoriens hændelser efter et møde med personlighedsspaltningen Nilson.
Det er surreel, psykedelisk science fiction på randen af vanvid, men stadig med Niemis karakteristiske legelystne fortællerstemme og særegne fornemmelse for komiske optrin, poetiske metaforer og kvasifilosofisk grubleri.
I denne bog er de påhitsomme indfald imidlertid forceret til deres absolut yderste grænse og ingen ideer synes for usandsynlige, tåkrummende eller uberettigede til at få deres plads i “Sulebulens” absurde univers.