Der findes en stor åben plads i Bordeaux

Citat
”Og snart skal han væk fra hende, ikke komme hjem mere. Det er sådan det er. Hun ved ikke hvad hun skal stille op med tiden, så. Det er som om den tid, hvor han ikke er hos hende mere, er som en stor flade, en åben plads, som noget hun må vandre over, alene, hver eneste dag. Passere, gå over det lyse sand, gruset, støvet, åbent og tomt, og alle kan se det, kan se hende der, at nu er hun midt ude i det.”
”Der findes en stor åben plads i Bordeaux”, s. 191.

I 2013 udgav Hanne Ørstavik romanen ”Det finnes en stor åpen plass i Bordeaux” (”Der findes en stor åben plads i Bordeaux”, 2014) om en kvindelig billedkunstner, der er taget til Bordeaux i Sydfrankrig for at forberede en udstilling.

Den primære handling foregår over et døgns tid, hvor den kvindelige jegfortæller ankommer, indlogerer sig på hotel, går rundt i byen og tænker på, om hendes kæreste Johannes vil komme til ferniseringen. Han er hjemme i Norge, og hendes tanker kredser uophørligt om deres forhold, der er præget af hans modvilje mod at være intim med hende. Hun begærer ham og er desperat efter at mærke hans nærhed og fysiske interesse, men de kan ikke mødes i det kropslige. De ser begge andre for at få opfyldt deres fysiske behov, og det er uklart, om deres forhold kan fortsætte på denne måde.

51378172

I Bordeaux møder kvinden galleristen Abel, og de deler deres historier med hinanden. Fortælleren ved, hvad der sker andre steder og kan således fortælle om Abels datter Lily, der inviterer den unge musiker Ralf med hjem. Sideløbende med den sparsomme handling reflekterer hun over sit forhold til Johannes, sine tidligere forhold og sit genfundne og umødte begær. Centralt står afsøgningen af det kvindelige begær, og hvordan det kan forløses.

Et gennemgående tema i både romanen og i billedkunstnerens kommende udstilling er mødet mellem mennesker: hvad sker der, når man møder en anden? Er man åben for, hvem den anden er? Lader man den anden komme ind? Karaktererne i bogen går meget åbent til hinanden, udfordrer den fremmede og er meget direkte i deres kontakt til den anden.

Sproget er vitalt og organisk, og sætningerne er lange og strømmende – nøjagtigt som det vand, der er et løbende billede i romanen: ”Overalt løber der vand. Hele denne notesbog er fuld af vand, tænker jeg, vand som løber mellem, løber ud eller rundt eller ved siden af. Vand, som synker, eller stiger.” (s. 97). Begærets puls og vandets strømmen løber side om side i denne intense fortælling om at ville møde en anden men ikke selv blive mødt.