Den minimalistiske og prosalyriske stil fortsætter i Hanne Ørstaviks efterfølgende punktroman ”Entropi” (1995), hvis titel er hentet fra partikelfysikken og betegner ideen om, at intet kan forsvinde, idet energien tager til i lukkede systemer eller rum og bliver mere utilgængelig. Ørstaviks anden roman kan netop læses som et portræt af en lignende eksistentiel tilstand. Som i ”Hakk” udgøres hver unummererede side af et lille tableau, der skildrer en kvindes realistiske og surrealistiske handlinger og tanker. Kvinden er plejeassistent på et sygehus, men holder en dag pludselig op og lukker sig inde derhjemme, hvor hun står op, tænder lys, skræller en appelsin, står ved vinduet og ser ud på gaden. I kvindens soveværelse ligger der en nøgen mand og sover, men han tager heller ikke telefonen, da den ringer. De små tekststykker kan stort set læses i tilfældig rækkefølge, da der skiftes mellem en almindelig, gentagende hverdagshistorie, en fantaserende tankeverden og en uhyggelig, underlig mordhistorie, hvor kvinden kvæler manden i sengen. Der er bevidste og ubevidste forestillinger fra nutid og erindring, og der veksles mellem konkrete beskrivelser og svævende metaforer. Flere af scenerne kunne optræde i gyserfilm eller teater: ”At han skal være skadet når hun kommer tilbake, hodet skjært av (...) Armene, beina, hele kroppen partert som på et frossent lik”.
”Entropi” består af tiltagende bevidsthedsstrømme, som lukker af for den objektive, ydre hverdagsvirkelighed for i stedet at lade fantasiuniverset vokse og bevidstheden vandre ud i nye og absurde drømmesfærer. Det private rum bliver mere intimt og aflukket, især når den ydre verden trænger sig på i belurende situationer, hvor kvinden føler sig overvåget: ved vinduet, den ringende telefon og brevsprækken. Man kan sige, at ”Hakk”s spirende parforhold tilintetgøres i ”Entropi”, men hvad der i højere grad er på spil, er den måde hvorpå læseren involveres og giver tekstfragmenterne liv. Når værket er spækket med ubestemte stedord, ukendt tid og sted er det for at ophæve disse konkreter og i stedet præsenterer en kunstnerisk åben læserindlevelse – mellem ord og billeder.