Kaldet – romanen

Citat
”Er det ikke sådan at vi læser og forstår, siger jeg, med os selv, gennem den måde ordene virker, i vores kroppe. At vi erfarer, når vi læser, at vi erkender gennem den måde ordene åbner forbindelser i os, hvordan de udvider, vrænger, forskyder, ja, fornyer?”
”kaldet – romanen”, s. 37.

Der må være andre muligheder end sprog, for det er så let ikke at blive forstået og sidde tilbage med følelsen af ikke at tale det samme sprog som omverdenen. Hanne Ørstavik har lig ”Uge 43” skrevet endnu en bog om litteratur og brygger i ”Kallet – romanen” (2006) (”Kaldet – romanen”, 2009) videre på ideen om at forene litteratur og liv. En yngre, fraskilt kvindelig forfatter er romanens hovedperson og offer for en gevaldig skriveblokering. Det er en mystisk, ansigtsløs, sortklædt kvinde ved vinduet, som forhindrer forfatteren i at komme videre med sin fortælling. Kvinden repræsenterer både skriveblokeringen, forfatteren selv, hendes længsel efter at nå sin far gennem skriften og selve forfattergerningens ansvar og pligt: at efterleve det kunstneriske kald og være sand i det der skrives. Den navnløse forfatter vil skrive om sin farmor, der i 1920'erne rejste til Kina for at følge sit kald som missionær, men i stedet vendte hjem og blev husmor med en børneflok på syv.

27590454

Denne fortælling er dog umulig at få skrevet. Ligesom farmoren kan forfatteren ikke forfølge sit kald. Både den guddommelig mission og det personlige og kunstneriske udviklingsprojekt fejler, og lader spørgsmålet om litteraturens mening stå tilbage. De to kvindeskæbner glider ind og ud mellem hinanden, ligesom drøm og virkelighed og tableauer af fortid, nutid og fremtid forekommer. Romanens mange niveauer og spor understøttes af den kapitelløse form og det samlede udtryk minder mest af alt om skriveterapi, hvor kontrollen bør slippes.

”Kaldet – romanen” indeholder flere selvbiografiske elementer end Ørstaviks hidtidige romaner. Forfatterens egen farmor rejste til Kina som missionær, og Ørstavik blev selv alenemor til sin datter omtrent samtidig med romanens udgivelse. Hertil kommer inddragelsen af Ørstaviks gentagne opfattelse af det symbiotiske forhold mellem virkelighed og litteratur, sprog og mening, men i forhold til hendes andre romaner opfordrer ”Kaldet – romanen” i høj grad læseren til at investere sig selv i litteraturoplevelsen, da sproget rummer både liv og erfaring.