En gennemgående tematik i Ørstaviks forfatterskab er forholdet mellem litteratur og hverdagsliv, der ifølge den eksistensinteresserede forfatter er uadskillelig. I flere af hendes romaner er projektet at hive litteraturen ned fra en ofte ophøjet piedestal, for at nå frem til ægtheden og sandheden i dagligdagens konfliktfyldte fortælling (Kjersti Bale: Litteraturen og livet. Forlaget Oktober, 2008, side 97). I Ørstaviks romaner skabes rum efter rum fyldt med nøje udvalgte og formulerede eksistentielle spørgsmål: ”Det er helt, helt afgørende for mit liv at stille mig selv spørgsmål. Det er disse spørgsmål, der gør, at jeg i det hele taget skriver”, har Ørstavik udtalt (Dorte Hygum Sørensen: Jeg skriver for at forholde mig til mit liv. Interview i Politiken, 2009-02-23).
Ørstavik er optaget af at undersøge forbindelsen mellem sprog, tanke og handling, som den udspilles i kunsten og livet. I flere af hendes romaner invaderer sproget (personen) og sætter den selvstændige evne til at selv at tænke over styr. I ”Kærlighed” er det reklamens sprogbrug, som besætter hovedpersonens tanker i sådan grad, at hun glemmer sit ansvar for sønnen Jon. I de efterfølgende romaner har det religiøse sprog samme effekt på den undertrykte studine Johanne og teenageren Signe.
I Ørstaviks litterære univers afsøges især det intime og afgrænsede mikrokosmos mellem forældre og børn. Ørstavik er optaget af familiestrukturens skiftende og meget betændte magtforhold. Hvad er familiens muligheder for at rumme det allerbedste og allerværste og især foregivelsen og romantiseringen af det perfekte?
Begær, kvindelighed og kropslighed er også temaer, der vendes og drejes i Ørstaviks værker. Her udforskes seksuelle lyster og individets fysiske behov for nærhed, intimitet og bekræftelse.