Okris nyeste roman, ”Starbook” fra 2007, (”Stjernebogen”, 2009) har undertitlen ”En magisk fortælling om kærlighed og fornyelse”. Som undertitlen antyder, trækker også denne roman på vestafrikansk kosmologi og myter. Her væves en mytologisk fortid sammen med nutiden og fremtiden, og endnu engang bestemmer åndeverdenen over livsforløb og nationers udvikling. Bogens begyndelse placerer den i en lang tradition af eventyr med ordene: ”Dette er en historie, min mor begyndte at fortælle mig, da jeg var barn. Resten af den har jeg fundet i livets bog mellem stjernerne, hvor man finder viden om alle ting.” (side 9)
Romanen finder sted i et mytisk land, som styres af en lattermild konge, hvis søn, prinsen, forelsker sig i en ung pige. Prinsens kærlighed sættes konstant på prøve, og på sin vej til indsigt og modenhed må han igennem en masse riter og initieringer. I horisonten lurer truslen om kommende generationers rædsler og slaveri: ”En kold, hvid vind, og hvor den end blæste, efterlod den tomme, øde områder bag sig ...” Det mytiske land benævnes Afrika og den hvide vind, der plager landet i flere generationer, er slaveriet, der begynder at udslette folks hukommelse og hele landsbyer.
27702759
”Stjernebogen” er en mytefortælling om både det tabte og det fundne paradis, der atter har sine rødder dybt plantet i en afrikansk fortælletradition. Historien er en slags fabel, der beskriver slaveriet og de grusomheder, som Afrika har undergået, på en allegorisk og indirekte måde. Derfor er bogen også af flere anmeldere blevet kaldt et eventyr, men det er en betegnelse, Okri ikke selv finder dækkende: ”Hvis ”Stjernebogen” er et eventyr, er det et eventyr med tænder af stål.” (Bodil Folke Frederiksen: ”Jeg bærer mit Afrika i mig”. Interview i Information, 2009-08-24)
Samtidig med at den skildrer et Afrika før, under og efter slavehandlen og koloniseringen, bliver romanen også en fortælling om kunsten og dens evne til at forvandle verdens grusomheder til noget smukt. Pigen, som prinsen forelsker sig i, kommer fra en stamme, der alle er mesterkunstnere. Stammen forvandler alle oplevelser til kunst – af og til grusom kunst, som renser både kunstneren og betragteren for den rædsel, de oplever. På den måde bliver stammen et billede på et land med en stærk kunstnerisk sjæl, og det er også sådan, Ben Okri ser på sit hjemland: ”Den afrikanske ånd er grundlæggende kunstnerisk. Det er kunstnerens opgave at åbne muligheden for at repræsentere verden og udfolde den kunstneriske evne ... Slaverne, de mennesker, der senere forsvinder, er en del af historien. Når noget bliver taget væk, forestiller vi os, at det ikke er der mere. Men dets fravær er stadig et levende nærvær. Det er ligesom forfædre, som de døde. De er her, de kan støtte os, de kan skildres, vi kan kommunikere med dem. I afrikansk kultur er man meget opmærksom på nærværet af det fraværende. Det bliver vendt ud mod verden og lever i symboler. Hvis vi eksternaliserer det, der er inden i os, bliver det ikke virkeligt. Vores øjeæbler skal vendes indad; det, vi ser, skal repræsenteres, vores verden skal vendes op og ned. Det er det, jeg har forsøgt at gøre i Stjernebogen. Det er ikke nemt, ikke behageligt, og det tager tid at læse og forholde sig til. Men det er, hvad kunsten kan gøre, og selvom det ikke bliver forstået nu, ved jeg, at forfattere skriver for fremtiden.” (Bodil Folke Frederiksen: ”Jeg bærer mit Afrika i mig”. Interview i Information, 2009-08-24)