Theis Ørntoft

Theis Ørntoft er født i 1984 i den lille by Alling, der ligger lidt uden for Ry i Jylland. Han blev født i et, efter eget udsagn, rigtig 68’er kollektiv. Hans mor er billedkunstner og hans far er uddannet læge. Som 18-årig flyttede han til Aarhus og nogle år senere videre til København. Om forskellen fra barndommens nærmiljø til ungdom og voksenlivet i byen siger Ørntoft: ”Det var en tryg opvækst. Men alligevel havde jeg meget tidligt en følelse af ikke at befinde mig særlig godt. Vores hus lå lige ud til en stor hede, og den konkrete tomhed påvirkede mig. Det har helt sikkert været med til, at jeg havde stor trang til at flygte til byen så hurtigt, som jeg kunne.” (Thomas Nygaard: Rent til grin. Århus onsdag, 2009-11-04).

Han mener selv at have arvet en særlig sensibilitet fra sin mor, og at det netop er denne hudløse tilgang til verden, som han benytter i sin digtning: ”Jeg tror jeg indoptager en større mængde data end gennemsnittet for et menneske. Det har meget med perception at gøre. Syn, hørelse, følelser. Alt virker meget stærkt på mit sanseapparat. Jeg oplever det oftest i forbindelse med hårde miljøskift. Hvis jeg eksempelvis har siddet på mit værelse hele dagen, og så går ud på gaden. Det sker i bitte små glimt” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). 

Fra 2007 til 2009 var Theis Ørntoft elev på Forfatterskolen, og allerede kort efter afgangen fra skolen debuterede han fra Gyldendal med den kritikerroste digtsamling ”Yeahsuiten”. Ved siden af digtningen har Ørntoft arbejdet med musik. Han har bl.a. udgivet albummet ”Until Dawn” med bandet Twins Twins, og sammen med digteren Lars Skinnebach dannet bandet Klimakrisen. Ørntoft har desuden undervist på skrivelinjen på Testrup Højskole.

Theis Ørntofts anmelderroste ”Yeahsuiten” fra 2009 er en usædvanlig stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon. Begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod.

27913431

”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om digte som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene har således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogen gange er man ’MEGA fuld’ og personer er fucket, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. På grund af det tidstypiske ungdomssprog og den tydelige selviscenesættelse er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt. Ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen, ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.