”Sipur Al Ahava Ve-Hosheh” fra 2002 (”En fortælling om kærlighed og mørke”, 2005) er i alle henseender en stor roman: det er en fængslende fortælling om Oz’ egen familiehistorie, på en gang fabulerende, filosofisk og nærværende, og så er den murstenstung med sine 630 sider.
Som barn af østeuropæiske immigranter vokser Amos op som den første generation i Jerusalem i 1940’erne. Det er fortællingen om en barndom påvirket af forældrenes uendeligt komplicerede spil, hvor faderen taler for meget, og moderen er lige så tavs som det kolde og tavse bjerg, der er lejlighedens nabo.
25738403
Inde i moderen er der således et bjerg af ord, og inde i lejligheden er der også bjerge, nemlig bjerge af bøger. Forældrenes interesser smitter af på barnet. Som Oz skriver: ”Som barn ville jeg være bog, når jeg blev stor. Ikke forfatter, men bog. Mennesker kan slå ihjel som myrer. Det er heller ikke svært at slå forfattere ihjel. Men selv om man ødelægger en bog systematisk, er der en chance for, at et eksemplar kan blive reddet og kan leve videre på en hylde”. Som det fremgår af citatet er det ikke kun forældrenes litterære interesse, der påvirker drengen, også konflikterne i Israel spiller en stor rolle. Barndommen og voksenlivet flyder sammen, en fornemmelse, der forstærkes, da moderen bliver stadig mere depressiv og får brug for pleje.
Det er dog ikke kun drengens nære verden, romanen introducerer, det er også den excentriske jødiske storfamilie og alle vennerne og bekendtskaberne, der omgiver den.
Omdrejningspunktet og drivkraften i ”En fortælling om kærlighed og mørke” er moderens tragiske selvmord, da Amos var blot 12 år, og melankolien og mørket flyder som en underliggende strøm gennem fortællingen. Værket er både en personlig beretning om en familietragedie, en fortælling om barndommens ensomhed og forvirring, og om pubertetens frustrerende personlige opgør. Derudover er det en fortælling om jødernes liv i 1900-tallet, om fordrivelsen fra Europa og det brændende ønske om et tilhørssted i form af en jødisk stat.
Tonen i romanen er umiddelbar, nærværende og personlig, og det gør fortællingen dybt bevægende og umulig at ryste af sig.