Scener fra en landsby

Citat
”Hun stod med armene ned langs siden uden hverken at gøre modstand eller deltage. Hendes tanker vandrede til det dødfødte barn, hun havde aborteret efter fem måneders graviditet.”
“Scener fra en landsby”, s. 203.

Det er karakteristisk for Amos Oz at udfolde intense dramatiske fortællinger i små, nære miljøer og med et underspillet melankolsk-humoristisk sprogbrug. Det er også tilfældet i novellesamlingen ”Tmunot Mihajei Hakfar” fra 2009 (”Scener fra en landsby”, 2011). Værket består af otte noveller, der alle foregår i en fiktiv, men nutidig lille søvnig landsby ved navn Tel Ilan i det nordlige Israel. Hovedpersonerne i novellesamlingen er alle indbyggere i landsbyen, og flere af dem går igen som bifigurer i de øvrige noveller. De passer hver især deres job som henholdsvis ejendomsmægler, borgmester, læge og så videre og lever på overfladen et helt almindeligt, stille liv. Men inden i er de opfyldt af længsel, af ensomhed og af melankoli, og dette er værkets hovedtemaer.

28765401

I novellen ”Slægtningene” står lægen Gili Steiner forgæves og venter på sin elskede nevø Gideon Gat ved busstoppestedet. Hun har lavet mad til ham, men da den sidste bus er kørt, går hun hjem og går i seng. Læserne får aldrig at vide, om der er sket noget med nevøen, eller om han kommer med bussen den følgende dag. Der sker ikke mere i novellen, men man får et indblik i den dybe ensomhed, der præger Gili Steiners liv. I novellen ”De fremmede” er den 17-årige teenagedreng Kobi Ezra dybt og ulykkeligt forelsket i den 30-årige bibliotekar Ada Dvash. Men hun har allerede en kæreste, som er dieseltankvognschauffør. Kobi giver dog ikke op så let og følger Ada hen til biblioteket, hvor han for en ganske kort bemærkning får taget sig mod til at røre ved hende. Men han får aldrig med ord erklæret sin kærlighed til hende. 

De realistiske skildringer får en absurd, surrealistisk drejning i flere af novellerne. Blandt andet i ”De gravende”, hvor den 86-årige, gnavne Pesah Kedem, hans datter Rachel og den arabiske lejer Adel hører underlige banke- og gravelyde under huset om natten. Pesah Kedem frygter, at husets fundament vil styrte sammen, og på skift undersøger de, hvor lydende kommer fra, men det bliver aldrig opklaret. Fælles for novellerne er nemlig, at de ikke har en endelig, forklarende afslutning - ligesom man aldrig kender livets afslutning, førend det er for sent.