Læserne tages også med på en rejse i fortiden i romanen “La neblina del ayer” fra 2005 (“Fortidens tåge”, 2010). Fortællingen foregår halvt i 1950’erne og halvt i nutiden, og den veksler imellem boghistorie, madhistorie, nationalhistorie og ikke mindst Mario Condes personlige historie, blandt andet om hans far. Netop derfor breder krimien sig ud og bliver lige så meget et farverigt puslespil over Cubansk identitet. Men grænserne er stadig klare, og krimikonventionerne bliver holdt i hævd med en klassisk whodunnit i slutningen af romanen.
Conde har nu skiftet politiskiltet ud med et erhverv som litteraturdetektiv. Som makker har han bogkapitalisten Due, som iklædt universitetsgrad, jernrør og dollar kan klare de fleste forhindringer. Modsat er Conde ‘bare’ en rigtig mand; moralsk og stærk.
Conde er så heldig at falde over en fantastisk bogsamling i en hengemt villa i Havana. Søskendeparret, der ejer bogskatten, kan gøre ham rig, men Conde bliver fatalt forelsket i et gammelt avisudklip med en smuk bolerosangerinde. En typisk situation for Paduras historier, hvor lidenskaben og kapitalen komplicerer og inficerer hinanden. Conde bliver helt besat af Violeta del Río og vil vide, hvorfor hun trak sig tilbage fra en succesrig karriere anno 1960, og ikke mindst hvorfor hun døde. Broren i søskendeparret bliver stukket ned, og måske hænger dødsfaldene sammen.
28118600
Conde kommer helt ud i Havanas mest beskidte kroge og trækker på sin gamle stikker, Afrikaneren, for at finde svar på nye og gamle drab. Mange personer fra det lidenskabelige Havana før revolutionen skal afhøres og afklædes deres løgne, før Conde kan få et klart billede af en by domineret af korruption, prostitution og amerikansk mafia. I pauserne fra den barske virkelighed brænder Conde og vennerne overskuddet fra boghandlen af på solide middage. Det er nuet, venner og sladder, der er i centrum.
Foruden kapitlerne om Conde, der får fortalt historier om høj og lav i 1950’ernes Havana, har Padura indlagt nogle mystiske breve i kursiv, som får tankerne i gang. De afslører en masse detaljer sideløbende med Condes efterforskning, men er brændte breve, der ikke bliver læst af nogen karakterer i romanen. Det er søskendeparrets moder, der her får en tavs stemme, mens hun i romanen egentlig ligger døende hen i et hjørne af villaen. En avanceret teknik som viser Leonardo Paduras udvikling som forfatter.