I kølvandet

Citat
“Jeg havde fået nok allerede, jeg kan se min hånd rundt om glasset, glasset er helt fuldt, og så husker jeg ikke mere ud over det ansigt, og nu står jeg med panden mod vinduet i døren til denne boghandel, og jeg sparker til døren.”
“I kølvandet”, s. 5.

Den midaldrende Arvid Jansen er fortæller i Per Pettersons roman “I kjølvannet” fra 2000 (“I kølvandet”, 2001). Han var ligeledes hovedperson i “Aske i munden, sand i skoen” og “Ekkoland” og biperson i “Det er okay med mig”.

I romanens åbningsscene står Arvid Jansen en morgen og banker hovedet ind i ruden til den boghandel, hvor han har været ansat nogle år tidligere. Han er mørbanket efter en druktur, som tilsyneladende har varet i evigheder. Han har brækket et ribben og knækket sine briller, og han kan ikke huske, hvad der er sket. Resten af romanen udspiller sig i den efterfølgende tid, hvor Arvid Jansen famlende forsøger at få sit liv på ret køl i foråret 1996.

Arvid Jansen fortæller om sit liv, og hans indfald og associationer udgør romanen. Han er forfatter, men han har svært ved at få ordene ned på papiret.

Romanen springer i tid, og allerede tidligt får vi at vide, at der er sket noget frygteligt i fortællerens liv: en katastrofe, der dukker op igen og igen i løbet af romanen og som giver romanen sin titel. Fortælleren befinder sig i et eksistentielt kølvand efter den katastrofe, der har slået hans far, mor og to brødre ihjel.

23675978

“I kølvandet” er en roman i mørke nuancer. Vejret er gråt, og fortælleren bor i en boligblok i grå beton, der skraber mod den dystre himmel. Lyset spiller en vigtig rolle, og romanen er bestandigt indhyllet i den grå tåge, der ligger og ulmer omkring de høje betonblokke i satellitbyen. Herfra bevæger vi os rundt i Arvid Jansens erindring og hører om den bomstærke faders forhold til den danske mor. Om Arvids eget forhold til den tavse mand, som var svær at leve op til, og om den katastrofe, der så brat afsluttede forældrenes liv. Om faderen hedder det blandt andet: “Han havde slidt spor i fjelde på vej op, på vej ned for at styrke de muskler han havde brug for til et bedre afsæt på fodboldbanen, i skisporet og bokseringen, og på vej gennem byen til fabrikken fra Galgeberg og Vålerenga hvor han boede, og ingen havde et afsæt som han.” (s. 73).

“I kølvandet” er delvist en forfaldsroman. I de mange tilbageblik hører vi om Arvid Jansens eksistentielle dødvande efter katastrofen, som hans indbyggede selvdestruktivitet kun gør værre. Hovedpersonens selvdestruktivitet minder om Tom Kristensens Ole Jastrau-figur i “Hærværk”. Men “I kølvandet” er også en roman om håb. Åbenbart kan kærligheden finde vej selv til betonforstæder til Oslo, og hvem er den mystiske kvinde, der tilsyneladende altid våger om natten i blokken overfor Arvid Jansens?