Ud og stjæle heste

Citat
“Men selv da, for eksempel midt i et favntag når nogen hviskede ord i mit øre jeg gerne ville høre, kunne jeg pludselig længes efter et sted hvor der bare var helt stille”.
“Ud og stjæle heste”, s. 11.

Per Petterson udgav i 2003 sin sjette roman, “Ut og stjæle hester” (“Ud og stjæle heste”, 2004). Som størstedelen af Pettersons øvrige bøger bliver den fortalt af en navnløs jegfortæller. I romanens nutid er manden vendt tilbage til den sæter, han lærte at kende som barn. Han lever alene i en hytte i skoven, men fortæller om datiden. 

Hovedsageligt. For manden fortæller også om sine gøremål og om de andre mennesker i området, og på sofistikeret vis blander fortiden sig med nutiden.

25574486

Som dreng bor fortælleren i Oslo sammen med sin mor, far og søster, men om sommeren tager far og søn op på sæteren. Det er især en af barndommens somre, vi hører om, den sommer, hvor fortælleren er femten år. Det er en begivenhedsrig sommer, hvor lugten af fyrretræer og følelsen af harpiks på hænderne blander sig med drengens spirende fornemmelse for nogle af tilværelsens frygtindgydende dybder. En vådeskudsulykke viser sig at have en forbindelse med nogle sider af faderens liv, som drengen end ikke drømte om, og som altid hos Petterson står menneskenes mærkelige liv med hinanden i centrum.

I brudstykker fortælles om de begivenheder, der udspillede sig den sommer for så mange år siden, og langsomt kastes der lys over begivenhedernes indbyrdes sammenhæng. Romanens komposition følger nemlig fortællerens erindring, og som bekendt erindrer intet menneske lineært. Brudstykkerne dukker op i fortællerens hoved uventet – og ikke sjældent uønsket. Den kommer snigende i de øjeblikke, hvor man helst ville være i fred.

“Ud og stjæle heste” er en roman om venskab og fjendskab, om den mærkelige, uudgrundelige kærlighed og om fædre og sønner. Med sit ret begrænsede persongalleri behandler den tunge temaer som død, svigt og kærlighed.

Romanens rammehistorie om en mand, der bor øde med sin hund som eneste selskab, kan i øvrigt læses som en hilsen til Per Pettersons landsmand Knut Hamsuns mesterlige roman fra 1894, “Pan”.