Genrer og tematikker

Henrik Pontoppidans forfatterskab kan om noget siges at tage livtag med de store problemer og strømninger i hans samtid. Samlet set har hans romaner primært det moderne liv som deres undersøgelsesfelt. Og mere præcist det moderne liv, som det kunne tage sig ud i en dansk, historisk virkelighed.

Pontoppidans tid er i mange henseender en tærskeltid. Demokratiet er endnu ikke fuldt befæstet, landet er endnu ikke fuldt industrialiseret, den store bevægelse fra land mod by har endnu ikke fundet sted, og religionen strides stadig med sig selv og med de mennesker, den stadig har et fast greb om. Samtidig buldrer teknikken, og det nye moderne menneske tager de første små dansetrin den store fremtids scene.

I Pontoppidans romaner omsættes disse tidens brydninger til reelle og eksistentielle problemer for hans hovedpersoner. På den led træder konflikten mellem folkelig oplysning og åndsaristokrati frem igennem bondepræsten Emanuel Hansted fra ”Det forjættede land”, mens spændingen mellem det teknisk fremadskuende nybrud og den kristelige arvs bindinger og dybde får sin uafrystelige form i Per Sidenius fra ”Lykke-Per”.

Pontoppidan bruger tit en række skarpe modstillinger som ramme om sine romanpersoners kampe med sig selv og deres omverden. Det kan være land/by, mørk kristendom/grundtvigianisme, tradition/fornyelse, idealisme/virkelighed osv. Det betyder langtfra, at hans forfatterskab skal opfattes som en sort-hvid opremsning af yderpositioner. Tværtimod får romankaraktererne netop liv i deres meget menneskelige søgen efter deres plads i spændingsfeltet mellem disse poler.

Kristendommen indtager en evig plads i Pontoppidans store romaner, og en lang række præster befolker hans bøger som repræsentanter for den ene eller anden fortolkning af forholdet til Gud. Det er let heri at ane en indre granskning fra forfatterens side, men spørgsmålet om kristendommens plads i det moderne samfund er også og i langt højere grad en måde for forfatteren at få greb om en række grundlæggende forandringer i samfundet. Eksempelvis bliver gnidningerne mellem grundtvigianisme og autoritær gudstro også en måde at fremvise bondebevægelsens gryende politiske magt ved indgangen til det nye århundrede.