Frederik Wenzels rejse

Citat
“Jeg glider ind og ud, blander et øjeblik tingene sammen, ind og ud, indtil jeg får styr på fortællingen og bevæger mig kronologisk fremad, frem gennem denne dag som aldrig synes at ville slutte, selvom jeg udmærket ved at under overfladen findes der ingen kronologi, men kun et rod af den anden verden, uanset hvad så hjælper det virkelig at snakke, han har ret, det er lige før at jeg føler mig helt i stødet igen, og det fosser ud af mig, egentlig som før i det hvide soveværelse i Eckersberggade.”
“Frederik Wenzels rejse”, s. 162.

I "Frederik Wenzels rejse" fra 2004 følger man den københavnske gymnasielærer Frederik Wenzel i et døgn. Frederik Wenzel er vellidt af alle kolleger og elever, men han er samtidig en rodløs enspænder, der fordriver sin fritid med at løbe lange ture og vente på, at hans elskede datter Kajsa fra Stockholm kommer på besøg. Historien begynder en strålende sommerdag, da Frederik Wenzel tager afsked med sine dimittender på gymnasiet. Alt tegner til, at det bliver en dag som alle andre, indtil Axholt alias ‘Portvinstuden’ lokker ham på en druktur i København. Frederik Wenzel bliver hurtigt så påvirket af alkoholen, at hans tilbageholdenhed og forsvarsværn mod verden langsomt bryder sammen. Det forstærkes, da Axholt pludselig dør. Og Frederik Wenzel giver mere og mere slip – eller går mere og mere i opløsning – i sit møde med det københavnske natteliv, med sine dimittender, gamle bekendtskaber og andre mennesker. Blandt andet går han i seng med en mor til en af sine elever, lige efter at hans kollega er død, hvilket den velafpassede gymnasielærer nok ikke havde gjort i ædru tilstand.

25115724

Ved sit mundrette hverdagssprog ligner “Frederik Wenzels rejse” de øvrige romaner fra Benn Q. Holms hånd. Hovedtemaet er menneskets angst for at give slip, miste kontrollen og lade verden bryde ind i livet, fordi man derved løber en risiko for, at hele den velordnede tilværelse falder fra hinanden. Romanen handler derfor samtidig om at acceptere livet, som det er – med død, meningsløshed og fuldkommen mangel på sammenhæng. For det er, da Frederik Wenzel giver slip, at han genopdager nogle sider af sig selv, som længe har været glemt og gemt væk i hans hverdags trivialitet.  

I sin komprimerede tid og hæsblæsende handling minder “Frederik Wenzels rejse” om en hektisk dannelsesrejse eller en stilfærdig dansk udgave af James Joyces berømte roman, "Ulysses". Selv kalder Benn Q. Holm den “nærmest et kammerspil” (Thomas Søie Hansen: “Jeg er afhængig af musik”. Berlingske Tidende, 2005-12-01).