Fæ og Frænde hed den næste bog (1977), som - hvis ikke Johs. V. Jensen havde brugt den titel - kunne have heddet: Kimbrenes Tog. ´Syvenhalv nats fortællinger om vejene til Rom og Danmark´ lød undertitlen, hvor det er den danske frihedstradition, der sættes op over for det klassedelte og undertrykkende Europa. Hos Kimbrene i Nordjylland lever man i lighed, er fælles om arbejdet, herskere kendes ikke. Men drevet af udlængsel begynder vandringen, som ad lange veje gennem Europa skal føre til, at danskerne bliver til som folk. Hvad er det, vi begynder på? spørger fortælleren i forordet. Og svaret er, at vi som danskere blev til i jernalderen. Da blev også vores nordiske gudetro til.
Meget ved vi ikke om den tid, men over for ´den visse historie´, som man kan studere ved universiteterne, sætter Kløvedal ´den sande historie´, som godt nok er uvis og derfor af personlig art, men af samme grund også noget mere interessant.
Romanen rummer mange forskellige stemmer, både Kimbrere og romere, gennemvævet af spådomme og visioner. Episoder veksler med mere besværlige handlingsreferater, men man skal ikke tage fejl: Kløvedal styrer sin fortælling med fast hånd. Det er nederlaget, der føder det danske folk. Og romanen toner derfor ud med Kløvedals egen vision - formuleret med venlig hilsen til Grundtvig:
De skulle bygge et land, hvor ingen har for meget og ingen for lidt af hverken det hårde arbejde eller det glade liv - og hvor der ingen forskel er på guder og mennesker. - De skulle bygge en historie, som ikke brænder naturen og tiden op i grådige flammer - men som elsker dem - og hvor der derfor ikke er forskel på lyst og pligt.