Forfatterskabet

Jørn Riel startede sin forfatterkarriere med historier og skrøner fra det Grønland, der på det litterære plan har præget ham mere end noget andet. Stærkest står hans ti underfundige og meget morsomme skrønesamlinger om de udstationerede fangstfolk i Nordøstgrønland i tiden efter Anden Verdenskrig, men også de mere følsomme beretninger fra Grønland – primært trilogien Sangen for livet og digtene Sarfartut – viser Jørn Riels store dybde som forfatter.

Jørn Riels oplevelser som FN-udstationeret, med fattigdom og undertrykkelse, resulterede i en række mere alvorlige og smertefulde beretninger: Den fede hvide Tuan (1974), Den lange neger (1981) og Den sorte mand (1990) er resultatet af disse oplevelser – og disse bøger har været lige så nødvendige at skrive for Jørn Riel som skrønerne. Med Giacomo Leopardis ord siger han det selv: ”Det gjorde ondt at skrive disse fortællinger, og det gør ondt at læse dem”.

Jørn Riel har forsøgt sig med andre morsomme figurer end fangerne i Nordøstgrønland, men hverken Frk. Biancha i Frk. Bianchas dybe fald (1982) eller Higginbottom i Da Higginbottom tabte sin skygge (1973) og Satans til Higginbottom (1973) når samme højder som skrønerne fra Grønland. På det seneste har Jørn Riel udgivet En antikvarboghandlers erindringer (1998) og i 2002 den smukke Avigtat: eskimoliv.
Jørn Riel har derudover skrevet en række børnebøger.