”Vådområder” blev af det danske forlag Athene lanceret som en ”ny, vild og sjov feminisme, der frygtløst gør op med damebladenes retoucherede kropsæstetik og reklamernes undertrykkende iscenesættelse af den kvindelige seksualitet”, som det fremgår af bogens bagsidetekst. Den udkom i Danmark den 8. marts 2009, kvindernes internationale kampdag, for ligesom at understrege den feministiske pointe. Men hvorvidt dette opgør skal findes i kraft af hovedpersonens adfærd, eller om denne adfærd er et udtryk for denne kropsæstetik (som der altså gøres op med), er uklar. Enten kan man læse hovedpersonen Helen som barn af den parfumerede damebladsæstetik, der er aflejret i en sygelig optagethed af den rene kvindekrop med hvad det indebærer af tarmskylninger og intimbarbering. Man kan i den henseende argumentere for, at selvom Helen har rigelig foragt tilovers for det hun kalder ”lægedøtre”, de renskurede, voksede og lakerede kvinder, så lægger hun alligevel implicit under for denne kvindelighed. Helens adfærd er udtryk for hvordan denne optagethed kan føre til de mere ekstreme vaner, som Helen har tillagt sig.
Eller også ligger opgøret i selve hovedpersonen, altså hvor selve Helens adfærd er et opgør med den føromtalte æstetik. Helens voldsomme trang til at beskæftige sig med de upolerede dele af sin krop – hendes brug af sekreter som parfume, indtagelse af sårskorper og lyst ved urenheder er en klar reaktion på det, Helen selv opfatter som hendes moders hygeiejnehykleri. En reaktion, der understreges af hendes foragt overfor hospitalspersonalets besættelse af rengøring. Helens belastede forhold til moren, der bl.a. udspringer af mindet om dennes selvmordsforsøg, bliver til en afvisning af den udglattende overfladekultur, den photoshoppede perfektionisme, som man finder i damebladene, og som moren bliver eksponent for. Og det er denne kultur, som Helen og hendes forfatter Roche, gør op med.
Bogen er overordnet set blevet læst på to forskellige måder, afhængig af sympati. Tilhængere har kaldt den en erotisk, feministisk litteraturklassiker, mens modstandere har fordømt den som primitiv og dygtigt markedsført pornografi. En opgørelse fra det tyske bogbrancheblad Börserblatt viste, at mens en stor gruppe af dem, der købte ”Vådområder” var piger mellem 15 og 25 år og en mindre gruppe var kvinder på 40 år og opefter, så udgjorde den største gruppe af købere mænd over 50, der oftest omhyggeligt præciserede, at bogen var en gave til deres teenagedøtre.
Kritikeren Marcel Reich-Ranicki, der betragtes som Tysklands ”litteraturpave” har dømt bogen som pornografi frem for litteratur, og det var også det argument, som Roches oprindelige tyske forlag afviste manuskriptet med.
Men, som Charlotte Roche udtrykker det: "Hvis de meget kropslige passager i bogen skal betragtes som pornografiske, så er det en forestilling om porno, der ligger meget langt fra den, der optræder i pornofilm" (Charlotte Jørgensen: Vådområder. Politiken, 2009-03-08).