Levet liv, fornedrelse, selvransagelse og grænseløs selvudlevering. Det synes at være den brændsel, Knud Romer ynder at skrive på, hvorfor hans to første romaner med god grund er blevet betegnet som autofiktion. Navnesammenfald mellem forfatter og fortæller såvel som mellem virkelighedens falstringer og karakterer i “Den som blinker er bange for døden” var da også det, som i første omgang satte Romer på det litterære landkort. Men debuten byder også på mere fantastiske elementer såsom romanens fabulerende steds- og karakterskildringer. Skildringer, som vækker mindelser til den latinamerikanske skrivetradition: magisk realisme, hvor virkelige begivenheder på underfundig vis blander sig med det forunderlige og tilmed mirakuløse. Et eksempel herpå er, da Knuds mor trodser al sund fornuft og redder familiens over 100 år gamle gullasch fra at falde i russernes hænder under 2. Verdenskrig (s. 38-42).
Et andet træk er den hjemstavnstematik, som ligger latent i bogens fokus på Falster. Men hvor klassisk hjemstavnslitteratur forbindes med lovprisning af hjemstavnen, så skriver Romer mod strømmen om et sted, hvor han aldrig følte sig hjemme. Hjemstavnen er også et tematisk omdrejningspunkt i “Kort over Paradis”, hvor Romer i mere idylliserende vendinger besynger barndomsegnen: “… det var hele min videns og min verdens horisont: Falster.” (“Kort over Paradis”, s. 8).
Underfundighed og hjemstavn er trådt i baggrunden i “Kort over Paradis” til fordel for bogens overordnede coming of age-tematik, som afspejles i både historien om pennevennen M’s opvækst og Knuds deroute. Om grebet har Romer udtalt: “Vores historier er fuldkomne spejlinger af hinanden. Det er en moderne udviklingsroman, en 'rites de passage', der ender i ren desillusion” (BogTube: Knud Romer fortæller om Kort over Paradis. Bogtube 2018, 2018-06-13). For begge mænds vedkommende gælder det, at deres verdensbilleder bryder sammen, idet barndommens drømme forestillinger gøres til skamme.
Med “Pigen i violinen” er Knud Romer tilbage i det mindre format (141 sider), som også kendetegner debutromanen, samt i en tilsvarende (og dog anderledes) bevidst lidt naiv tone. En tone, der matcher den nye, nærmest eventyrlige – og brutale – realisme, som kendetegner historien, hvor violinen er ganske konkret, men også et symbol for alle slags kunstarter.
I forfatterens tredje roman tilhører jeget ikke Knud Romer, men for første gang en pige/kvinde. Men selvom vi umiddelbart er så langt fra Knütchen fra Falster, vi kan komme, er tematikken i romanen ikke ny, men genkendelig fra Romers to autofiktive udgivelser: den altopslugende lidenskab, der æder sjæle, krop og relationer op. I et interview om romanen siger forfatteren da også: “(… ) Pigen i violinen er da mig, hvem ellers?” (Line Rasmussen: Lev i fred, Knud. Bogmagasinet, 2021-10-30). Så selvom romanen umiddelbart afviger fra de to øvrige i forfatterskabet ved ikke at have et tydeligt autobiografisk afsæt, et klassisk Knud Romer-jeg, kan man altså godt tillade sig at læse noget biografisk ind i den.