Baggrund

Citat
“Hendes mor ville aldrig kunne være blevet enke. Hun selv ville heller ikke blive enke. Hun ville blive en kvinde, der havde mistet sin mand. En ene og Helene stork. Hun håbede, hun ville bevare glæden ved damp. Hver dag forestillede hun sig, hvordan det ville blive. Hun øvede sig i det. At lave sig en kop kaffe. At gå fra stuen og ud i køkkenet, hen til elkedlen.”
“N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, s. 58

Marina Cecilie Roné er født den 4. marts 1967 i København. Hun voksede op i og omkring København med en ældre bror, en far, der var fotograf, og en mor, der var hjemmegående. Som 20-årig flyttede hun til Sorbonne for at studere fransk sprog og kultur, men fik i stedet et stipendiat ved skuespilskolen l’Ecole Florent i Paris, hvorfra hun dimitterede i 1990. Hun har dog aldrig brugt sin skuespiluddannelse.

1990 var også året, hvor hun debuterede med novellesamlingen “Ud af et skød”, som, med sine skildringer af børns seksualitet, vakte stor debat. I 1991 blev Roné ansat som kritiker på Politiken og skiftede tre år efter over til Information, hvor hun var debatredaktør frem til 1996. I mellemtiden skrev hun romanen “Skrifte til min elskede”, der udkom i 1993.

I årene 1996-1998 var Roné medlem af Det Etiske Råd, mens hun arbejdede på Jyllands-Posten, og i 1999 kom hendes næste skønlitterære udspil i form af skæbneromanen “Lyng”. Hun forsøgte sig herefter inden for lyrikken, hvilket resulterede i digtsamlingen “Kaktushænder”, der blev udgivet i 2000. Året efter udkom romanen “Terkels testamente” og fem år efter igen novellesamlingen “Blomsterbørnene”.

På trods af den omskiftelige karriere var forfattergerningen ikke noget tilfælde: “Det er egentlig ikke noget, jeg har fundet ud af. Jeg har bare altid gjort det og så er jeg blevet ved med det.” (Mailinterview med Signe Juul Kraft, januar 2009).

I 2006 mistede Roné sin mand gennem 10 år, Erling, som døde af en kræftsvulst i hjernen. Sygdomsforløbet inspirerede hende til at skrive romanen “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, der i 2008 blev nomineret til Danske Banks Litteraturpris, og hun endte med at få en delt andenplads og 50.000 kroner. Ronés fokus i romanen er, hvordan livet går videre, selvom den, man elsker, dør: “Kræft er blevet billedet på det værste, der kan ske. Vi frygter den sygdom, for de fleste har set nogen tage elevatoren ned. Men når man selv står midt i sygdommen, er det også et liv som alt andet, så ændrer perspektivet sig. Der er dage, der skal ordnes, børn, der skal hentes og “gud, han fylder fire om nogle få dage”, siger hun. (Mads Würtz Gammelmark: “Bøger kan skrives alle steder”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08).

I 2010 udkom den uafhængige opfølger “Det skete”, hvis budskab er, at livet går videre, selv efter man har mistet den, man elsker.

Roné ønsker ikke at tegne et billede af, hvor forfærdeligt det er at miste, men derimod at beskrive nuancerne i et alvorligt sygdomsforløb: “Jeg synes ofte, at døden bliver fremstillet sådan lidt ketoganer-op-i-røven-agtigt og puh, hvor det lugter. Det ønskede jeg ikke at gøre, for jeg synes ikke, at det var det, der var det værste ved min mands sygdom. Det var derimod de små tab, som hele tiden fandt sted. Men sådan et liv har nuancer som alle andre liv, og det er den historie, jeg har fortalt,” siger Roné. (Mads Würtz Gammelmark: “Bøger kan skrives alle steder”. Dagbladet Holstebro-Struer, 2005-02-08)

I dag bor Roné lidt syd for Gilleleje. Hun har fire børn, der er født i 1988, 1991, 1992 og 2000.