Skrifte til min elskede

Citat
“Det var jo ikke en moders kærlighed, der bandt mig til dig, det var det ældgamle instinkt, du vækkede, moderinstinktet, menneskets ydmygende trang til at adlyde, kvindens skjulte længsel efter at afgive sin magt. Men jeg ønskede ikke den korteste vej gennem livet. I samme øjeblik du selv kunne tænke, forvandledes jeg til slangen i mit eget paradis, og i dit.”
Marina Cecilie Roné: “Skrifte til min elskede”, side 34

Anden udgivelse i Marina Cecilie Ronés forfatterskab er romanen “Skrifte til min elskede” fra 1993 Bogen er en monolog fra en mor, kvinde og elskerinde. I monologen opruller kvinden sit liv i seks forskellige tidsepoker for og med de seks børn, hun har med seks forskellige mænd. Der er så godt som ingen egentlig handling i bogen, kun glimtvise beskrivelser af kvindens børn og en række tilskuere, der står omkring kvinden og snerrer af hende. De omkringstående mennesker og kvindens monolog giver indtryk af, at hun står over for en slags henrettelse og har fået en sidste chance for at skrifte sine synder. Dog siger kvinden til sidst, at hendes skriftemål ikke har været for at rense eller revse, hverken hende selv eller andre. Ifølge kvinden har hun kun ‘skriftet’ for at brænde broer. Hun ønsker altså at forlade et kapitel i sit liv og ikke lade noget tilbage efter sig, når hun begynder et nyt.

Titlen henviser til romanens form, der er som et langt skrifte. Romanen kan dermed læses som den bekendelse, kvinden mener, hun bør foretage, før hun kan opnå tilgivelse og accept fra modtageren, som ifølge titlen er hendes elskede. Kvinden må bekende sine synder, før hendes elskede kan elske hende for den, hun er, på godt og ondt.