Digtsamlingen “Kaktushænder” fra 2000 er en lille samling digte om kærlighed og barndom kontra voksenliv. Digtene er korte og beskriver i mange tilfælde barnets følelser og tanker, der stadig findes i den voksne. For eksempel beskriver digtet “Skrig for sprog”, hvordan barnets frygt sidder i den voksne, som dog har lært at kontrollere det: “Som rovdyrene under min tremmeseng/der en dag ikke længere lod sig tæmme/springer nattens skygger frem/og fuldbyrder endnu en voldtægt foretaget i tavshed siden/jeg byttede mit skrig for sprog.” Fortælleren føler sig stadig ‘voldtaget’, altså tvunget til noget mod sin vilje, selvom hun er voksen og har lært at undertrykke sin angst, hvilket er udtrykt ved, at hun har byttet sit skrig og sine instinktive reaktioner med ord og selvkontrol. Barnet var bange for ‘rovdyr under sengen’, mens den voksnes frygt skyldes ‘nattens skygger’, som kan læses som en metafor for ubehagelige tanker og følelser. Det, fortælleren var bange for som barn, er noget andet end det, hun er bange for som voksen, men følelsen af en lammende frygt er den samme.
22976966
Kærlighed er et andet tema i digtsamlingen. Digtet “Jeg ledte efter spor” beskriver fundet af kærligheden. Fortælleren beskriver, hvordan hun førhen ledte efter spor i græsset, hvilket kan symbolisere, at hun søgte efter svar på noget, der er sket i hendes fortid: “Jeg ledte efter spor i græsset/indtil manden fandt dem/for mig og fuldbyrdede det skete”. Som en detektiv leder efter spor af gerningsmanden til en forbrydelse, leder fortælleren efter spor af hendes ‘gerningsmand’. Så dukker kærligheden imidlertid op i form af ‘manden’ og får hende til at se sin fortid klart. Han viser fortælleren de sammenhænge i hendes liv, hun ledte efter, og fortælleren får en form for fred: “selve dødens faser/forekom at være et helt/langt levet liv bag os nu/foran er kun græsset/og fjeldenes evige sne”. Fortælleren beskriver, hvordan hendes møde med kærligheden overvinder selv dødsfrygt, og hvordan fremtiden nu ser lys og fredfyldt ud.
Digtsamlingens titel kan læses som nogle hænder, man stikker sig på, ligesom man gør på en kaktus. Den kan symbolisere fortælleren selv eller nogen, der optræder i bogen, som på en eller anden måde skader andre. Titlen kan dog også henvise til nogle hænder, der, ligesom en kaktus, ikke behøver meget vand eller næring for at leve. På den måde kan titlen symbolisere, at karaktererne overlever trods følelsesmæssig eller intellektuel tørke.