Romanen “Terkels testamente” fra 2001 handler om Terkel, der er direktør i Den store Koncern og gift med Ghita. En dag føler Terkel en ærtlignende ting i sin hals og forbereder sig på, at han nok snart får influenza. ‘Ærten’ forsvinder dog ikke, men synes i stedet at vokse, og Terkel beslutter til sidst at få sin hals undersøgt. Terkels tilstand medfører en masse tanker om, hvordan han har valgt at leve sit liv. Nogle af tankerne skriver han ned på postkort til Ghita og gemmer dem i hendes chatol, hvor det er meningen, at hun skal finde dem, når han er død. Brevene skal altså fungere som en slags testamente, deraf bogens titel.
Sproget i romanen er humoristisk og minimalistisk, med korte sætninger og kun få miljøbeskrivelser. Det indeholder en del dialoger, både mellem Terkel og Ghita og mellem Terkel og hans ansatte. Romanen skifter mellem dialog, beskrivelser af Terkels handlinger og tanker samt Terkels breve. Dermed bliver historien både fortalt af en tredjepersonsfortæller og en jeg-fortæller i form af Terkel.
“Terkels testamente” handler om, hvordan tanker og følelser forandrer sig, når vi hives ud af hverdagens rutiner og mønstre, hvor det er småt med plads til tanker omkring, hvorfor vi har valgt at leve, som vi gør. Først da Terkel tror, han kun har kort tid tilbage at leve i, går han i gang med at tænke over sit liv. Dette symboliserer en, måske almenmenneskelig, tendens til først at handle, når det (næsten) er for sent.