Litteraturhistorisk indskriver Marina Cecilie Roné sig i 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede. Ligesom meget andet forandres i denne periode, kan man også se en, især stilistisk, udvikling i Ronés forfatterskab. De første bøger er skrevet i et mere traditionelt romansprog, ofte set fra kvindens synspunkt, og kan minde om for eksempel Suzanne Brøggers forfatterskab. Det er “Ud af et skød” og “Lyng” de bedste eksempler på. De senere udgivelser, især “Terkels testamente” og “N.I.M.B.Y. Not in my backyard”, kan med deres minimalistiske sprog og korte format minde om nogle af de forfattere, der debuterede omkring årtusindskiftet, for eksempel Helle Helle. Det knappe format og det, somme tider, nøgternt registrerende sprog beskriver almenmenneskelige tematikker uden at svælge og sentimentalisere i selv de allersværeste og tungeste emner.
Ligesom formen ændrer sig gennem forfatterskabet, ændrer indholdet sig. Roné mister selv sin mand i 2006, og det kan mærkes på de efterfølgende bøger, der begge på indlevende og troværdig vis beskriver enken Helene. Roné understreger, at bøgerne ikke er selvbiografiske, men erkender, at det, der har optaget hende, efter hun mistede sin mand, også fylder meget i historierne.
“Tabet er voldsomt, og det bliver det ved med at være. Men der kan godt være ting ved siden af. I virkeligheden åbner tabet for refleksion. De kort, Anders og Helene, har tegnet sammen. De historier, de har fortalt med deres liv. Det hele åbner sig og bliver til spørgsmål, hvor svarene ikke er givet på forhånd. Han er død, og i det ligger, at hun - hvad enten hun bryder sig om det eller ej - er fri af ham og fri af sig selv for en stund,” siger Marina Cecilie Roné (Bine Madsen: “Grundinterview: Døden udvider livet”. Dagbladenes Bureau, 2010-02-24).
En lignende tematisering af døden med et selvbiografisk afsæt findes i nordmanden Karl Ole Knausgårds roman “Min kamp”, der handler om tabet af en far og bl.a. problematiserer det dobbelte forhold til døden, der hersker i den vestlige verden: På den ene side møder vi hele tiden døden, i f.eks. medierne, på den anden side er den konkrete død tæt på os stadig omgærdet af tavshed og tabu.