Finnigans ære

Roslund & Hellströms tredje Ewert Grens-roman, “Edward Finnigans upprättelse” (“Finnigans ære”, 2007) fra 2006, er et indlæg mod dødsstraf. Men da dødsstraffen for længst er afskaffet i Sverige, er det jo sådan set at løbe åbne døre ind, med mindre man da lige flytter forbrydelsen til USA, hvor dødsstraf er tilladt, og så flytter forbryderen til Sverige og så igen får ham udleveret til det land, hvor dødsstraf er tilladt. Således er et indlæg mod dødsstraf jo relevant i Sverige. Eller hvad? Nuvel. Det kræver i hvert fald lidt plotmæssige fiksfakserier at få det til at gå op i en højere enhed og måske lykkes det ikke helt i denne krimi.

26715032

Roslund & Hellström opfinder en dødsstrafmodstander, Vernon Eriksen, som dræber datteren af en højt placeret embedsmand og dødsstraftilhænger (Finnigan) og får hendes kæreste John Frey hængt op på mordet: “Finnigan var en mand som folk lyttede til. En slagkraftig dødsstraftilhænger med stor magt i denne delstat. Alting passede. Han havde en datter, som han ville sørge over. Datteren havde en kæreste som var en ballademager, som det ville være let at give skylden. To liv. Det var det værd, Hines. Jeg ofrede to liv for at få et helt folk til at forstå, hvor forkert dødsstraffen er. Hvis to liv kan sætte spørgsmålstegn ved et system, som vil tage betydeligt flere liv, så det ofre værd.” (side 426).

Men Vernon finder ud af, at John Frey i virkeligheden er en sympatisk fyr og får kolde fødder, og hjælper ham i stedet med at flygte fra fængslet og komme til Sverige. Her skifter Frey navn til Schwarz, starter en ny tilværelse som popsanger, og får det rigtigt godt med kone og barn og canadisk pas, indtil ulykken sker. Temperamentet løber af med ham, og han sparker knolden i stykker på en kvindeskænder på Finlandsbåden. Ewert Grens får sagen og opdager hans virkelige identitet.

John Frey bliver udleveret og henrettet. Dødsstraftilhængeren Finnigan har fået sin hævn og opdager naturligvis, at den ikke er noget værd. Men det bliver værre for ham. Vernon opsøger ham og fortæller, at det i virkeligheden var ham, der slog hans datter ihjel, hvorefter han slår ham bevidstløs og stikker ham en pistol i hånden og laver et snoretræk til pistolens aftrækker, så han kan skyde sig selv på en måde, hvor det ser ud, som om Finnigan har skudt – yderst diabolsk selvmorder. Snoren er selvfølgelig smurt ind i talg, så fuglene æder den, så der ikke er noget spor efter den! Det er utroligt listigt, men hvad det lige skulle til for er ikke helt indlysende. I det hele taget er det lidt svært at forstå, hvordan Vernon til at begynde med kan få den ide, at endnu et dokumenteret justitsmord skulle kunne ændre ved indstillingen til dødsstraf.