Ryu Murakamis delvist selvbiografiske debutroman “Almost Transparent Blue” fra 1976 er uden plot. Plotlessnes er som bekendt arty farty, mens plot er den non-dekadente eller ældre mands krykker. Dem – krykkerne – begyndte Murakami så småt at gå med i firserne, uden at man kan beskylde ham for at lefle for den gode smag. Forfatterskabet stritter i forskellige retninger og rummer ud over den syrede “Coin Locker Baby” fra 1980 og endnu en autofiktion “69” fra 1987 angiveligt ikke-oversatte bud på både børne- og ungdomsromaner og chick litt. Desuden har Ryu Murakami skrevet tre psykohorror-romaner. Ud over hovedværket “I misosuppen” gælder det for “Piercing” fra 1994 og “Audition” fra 2009.
At være et ganske almindeligt menneske kan få de mest grusomme konsekvenser i psykosplatter, især hvis almindelig forstås som konform og en anelse bevidstløs. Ofrene for de hårrejsende massakrer har ikke nødvendigvis gjort andet end at være som alle mulige andre. Det er en konvention. Der, hvor Murakamis fortolkning af genren bliver forstemmende, er i det forsvindende lille håb, fortællingen efterlader. Kenji virker ikke som noget troværdigt alternativ til Frank og hans ofre. Der er intet Utopia i spil, ingen entusiastisk tro på udvikling eller kærlighed. Der er ingenting. Men man kunne så indvende, at selv ingenting er noget i Murakamis tilfælde. Det er noget igennem stilen og den måde, han mætter sine tekster.
Udvekslingen mellem øst og vest, USA og Japan tematiseres med en overvældende ophobning af den slags tegn, som fylder ufatteligt meget på den mentale amagerhylde hos japanske stilskabere i form af americana, af vestlig kitsch, camp og kultur, og scenerier af den slags, som omvendt fylder lige så meget hos vestlige orakler, når de skal mane et billede frem af fremtiden som Hong Kong eller Tokyo by night med deprimerede hikikomorier, liderlige gajins, støvede neonreklamer, kærlighedshoteller, pornografiske tv-shows, mangafigurer og hyperbevidste teenagere som promenerer morgendagens trends med affekteret verdenslede. Samtidig er der fuldstændig styr på den analytiske del. Det moderne Japans værdisammenfald udvikles rutineret og nemt.
Det er akkurat de sociologiske observationer, man ville forvente ved et middagsselskab med højtuddannede, ressourcestærke kunstnere og intellektuelle som Murakami; den stærke firma- og familiestruktur, der er gået i stykker, den vanskelige individualisering og de nye persontyper; shopperen uden længere udsyn end det næste tilbud i Nike-indkøbskatedralen, den kastrerede fyr uden et økonomisk og uddannelsesmæssigt forspring at hænge sin potens op på, og piger, der af samme grund heller vil være sammen med veninderne undtagen lige ved de højtider, hvor der er prestige i at blive kurtiseret af handyret. Hvis Ryu Murakami har en vis sproglig begrænsning, er den absorberet i en ligefrem, ukunstlet formidling.