“Fogeden” er en socialrealistisk roman, der enkelt og nøgternt skildrer en gruppe marginaliserede menneskers dagligdag. Schlichtkrulls sprog tjener sit formål til punkt og prikke, nemlig at beskrive denne dagligdag på en måde, så man igennem både dialog og indirekte tale får fornemmelsen af stille eksistenser helt ind under huden.
Nok er sproget enkelt, men den problematik, der tages til eftersyn, behandles ikke enkelt. Her er ingen ‘gode’ og ‘onde’, og forfatteren undlader at hænge fogeden eller det system, Merete repræsenterer, ud som skurk. Både udsætteren og de udsatte skildres som mennesker. Alle begår de fejl, men det er betegnende, at forholdet mellem årsag og virkning behandles komplekst. For karakteren Lars er det en mørk barndom, der kaster lange skygger ind i hans voksenliv, mens det for Ida Pia fremstilles som et spørgsmål om en økonomi, der gang på gang katapulterer hende og datteren ud på gader og stræder. Schlichtkrull siger: “En af de ting, jeg også ville med denne her bog, var at beskrive, hvordan en krise i et menneskeliv ikke nødvendigvis bunder i et mere eller mindre gennemskueligt psykologisk problemkompleks, men sagtens kan skyldes noget så banalt som økonomi.” (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).
Til forskel fra megen anden socialrealisme, er “Fogeden” ikke en roman, hvor indignationen driver ned ad siderne. Alligevel får man som læser stor sympati for historiens karakterer, og den ovennævnte nuancering af problemstillingen tager form af en troværdig udlægning af et system og dets tunge konsekvenser. Som en underliggende strøm fornemmer man dog et skarpt opgør med den så tidstypiske idé om, at det blot er op til enhver at forme sit liv på en god måde, og at man i det mindste skal være taknemmelig og medgørlig, når samfundet rækker én en hjælpende hånd, hvis noget er glippet. Der er mennesker i samfundet, der ikke formår at gribe en sådan udstrakt hånd, og det skyldes ikke ond vilje, men snarere, at de er født på samfundets skyggeside og hele livet kun har mødt de sorteste konsekvenser af dets indretning. En god vilje kan sagtens være fanget i en ond cirkel.
Schlichtkrull skriver meget mellem linjerne, for eksempel i dialogerne, hvor få ord siger det hele. Sådan aktiverer hun konstant læserens fantasi, og samspillet mellem teksten og læserens forudsætninger fungerer forbilledligt. På spørgsmålet om, hvorfor hun i så høj grad benytter sig af antydningens kunst, svarer hun: “Det er nok for ikke at blive for forklarende. I det første udkast havde jeg gjort meget ud af at beskrive personernes baggrunde, men efterhånden som jeg arbejdede med stoffet, syntes jeg egentlig, det blev overflødigt”. (Lars Aabjerg Pedersen, “Man behøver ikke være psykisk syg eller hardcore misbruger”, Politiken, 2009-05-14).