Fåresyge

Citat
“- Jeg vil bede for dig, sagde Ragna pludselig. - Du virker, som om du godt kunne bruge en bøn. - Det må du da gerne, sagde jeg. - Men det har ingen effekt, kan jeg godt garantere. Torhus virkede irriteret over, at jeg bare kategorisk afviste virkningen af hans kones bønner. - Ragna bad for mig, da jeg var fanget i en gletsjerspalte i en halv time, og her sidder jeg i dag. Ikke en skramme, triumferede Torhus.”
Ina Merete Schmidt: “Fåresyge”, side 40-41.

“Fåresyge” er titlen på Ina Merete Schmidts anden roman. Den er strammere og mere fokuseret end den forrige, og så er den langt mere alvorsfuld. Alligevel giver Schmidt ikke køb på den grusomme komik, der er på vej til at blive hendes kendemærke.

Titlens fåresyge rummer mange niveauer: Bogen handler om et ’thirty-something’ ægtepar, illustratoren Miriam og lægen Lars, der er flyttet til en lille norsk flække. Lars har fået et vikariat og Miriam en opgave af sit forlag; hun skal illustrere en tjekkisk børnebog med tegninger af får. Men Miriam får stort set ikke tegnet, og når hun gør, er det ikke får – dem kan hun ikke få greb om. Hun sidder fast, og læseren aner gradvist, hvad der sker mellem de to: De lider begge af en slags psykisk fåresyge. De har mistet et barn for nylig. De prøver, men de er ikke rigtig i stand til at kommunikere – endsige komme videre. Det kræver en norsk friluftsdrømmefyr, en katastrofal udflugt med en fremmed spastisk ung mand og indtil flere opgør, før læseren aner en slags forsoning mellem Lars og Miriam, som man dog ikke helt tør tro på.

27080200

Bogen følger Miriam og hendes lediggang i det norske eksil. Hun virker grænseløs og er helt uden filter i sin omgang med lillebyens beboere. Hun siger, hvad der passer hende og det er ikke så lidt. Men hun søger efter et eller andet, og gennem en meget præcis og stram realistisk prosa tegner Ina Merete Schmidt et tragisk portræt af en kvindes forsøg på at leve med en mand, sammen med hvem hun har gennemgået det mest smertelige, man kan forestille sig: at miste et barn.

Schmidts kulsorte humor er dog intakt; den bobler overalt i historien og i beskrivelsen af Miriams kedsomhed. Det er svært at afgøre, om Schmidt kan lide sine karakterer eller om hun udstiller dem. Og en af bogens styrker er, at det ene nok ikke udelukker det andet. Måske snarere tværtimod: “Jeg kan godt lide at udstille mennesker. Det er lige så meget at udstille sig selv – hvor ynkelig, patetisk, blufærdig og pertentlig man kan være. Jeg kan lide at lægge alle kortene på bordet. Det er interessant at grave i nogle mennesker, som måske er en smule afstumpede, prøve at afsøge det grimme i mennesker, de sider, vi alle sammen har, og se, hvad der sker.” (Jesper Stein Larsen: “Og hvem skal så være damefrisør?” Interview i Jyllands-Posten, 2008-01-24).