Du tror alt er godt

Citat
”Og med hensyn til Pandaen, så er jeg ikke i stand til at køre den, fordi jeg ikke har noget kørekort. Jeg har faktisk forbud mod at køre. Jeg dumpede konstant dengang i Henriks Køreskole. Jeg gav op til sidst. Parallelparkeringen og jeg blev aldrig venner. Det må jeg erkende.”

”Du tror alt er godt”, s. 181.

I 2017 udgav Ina Merete Schmidt romanen ”Du tror alt er godt”, der handler om 42-årige Martin, der aldrig rigtig er slået igennem på nogen fronter. Han arbejder i et forsikringsfirma med at få kunderne til at købe forsikringer, de ikke har brug for, bor med sin tjekkiske og lidt mystiske kæreste Elena og har et uafklaret forhold til sine forældre i Albertslund og sin bror Christoffer.

Martin og Elena er på ferie i Prag, da hun pludselig forsvinder. Martin efterlyser hende i Tjekkiet, hvor politiet ikke tager ham alvorligt, og i København, hvor politiet næsten tager ham lidt for alvorligt. Han kommer i hvert fald hjem til en gennemsøgt lejlighed, en computer uden harddisk og en insisterende kriminalassistent ved navn Hugo Schwartz.

53150845

Herfra starter et omsiggribende detektivarbejde med at finde ud af, hvor Elena befinder sig, og hvem hun i grunden er. På biblioteket, hvor hun arbejdede, kender de ingen af det navn, og hendes navn er ikke opført i hverken danske eller tjekkiske registre. Martin er loyal over for Elena og taler hendes stadigt dårligere sag. Hun ringer ham op fra forskellige telefoner og beder ham komme til Prag og redde hende, så han lånestjæler sine forældres Fiat Panda og finder hende i Prag, hvor hun er sammen med de to døtre, Martin ikke kendte til. Herfra skal Martin beslutte med sig selv, om han skal følge sit hjerte eller sin fornuft i forhold til at redde den løgnagtige og hemmelighedsfulde Elena.

”Du tror alt er godt” er fortalt i et ligefremt, mundret sprog i tredje person med indblik i Martins tanker. Vi får adgang til hans lidt naive tilgang til verden, som sættes i perspektiv, når han er sammen med sin kritiske og følelseskolde familie. Karaktererne har generelt svært ved at tale sammen og sætte sig i hinandens sted, hvilket medfører en grundlæggende ensomhed hos dem alle. Med elementer fra spændingsromanen er der fart på den dramatiske fortælling med mange overraskelser undervejs. Centralt i romanen er spørgsmålet om, hvem man kan stole på, og om det er vigtigt at kende sandheden. Måske er det ok at elske et andet menneske uden at kende personens fortid?