Peter Seeberg har hovedsageligt skrevet romaner og noveller, men i hans samlede produktion findes derudover også en del tekster, der kan være svære at placere i de klassiske genrekategorier. Særligt hans kortprosa bryder med de forventninger, læsere kan have til fiktionstekster. Som eksempel kan nævnes titelteksten fra samlingen ”Argumenter for benådning”. Den består af ni udsagn i varierende længe, hvori ni forskellige fortællerstemmer forsøger at overbevise en modtager om, at de skal benådes for det, de hver især er anklaget for. Der er den amerikanske far, der mener, at hans søn ikke fortjener en toårig fængselsstraf for at have stjålet 37 ferskner, når nu ejeren, Mr. Head, alligevel destruerede de resterende ferskner efterfølgende. Og et kor, der skriver til landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt, for at bede om at få frifundet den mand, der synger basstemmen, selvom han har dræbt både en skrædder og et spædbarn. Sagerne er bizarre og tragikomiske, selvom de er skrevet i en alvorlig tone. Det kontrastfulde sammenstød mellem genkendelig realisme og dybt absurde hændelser eller udsagn er karakteristisk for Seebergs litterære univers.
Også ”Dinosaurens sene eftermiddag” rummer flere eksempler på Seebergs katalogiserende leg med genrer, idet der både indgår et testamente, en nekrolog og en liste over afdøde på en fransk kirkegård. Da bogen udkom i 1974, skrev forfatter og kritiker Poul Borum om den i Ekstra Bladet: ”Man læser bogen langsomt, med tilbageholdt åndedræt, for ikke at gå glip af et eneste ord. Ikke fordi det er svært at forstå, men fordi det er med Seebergs prosa ligesom det er med kærlighed: det usagte er de tre fjerdedele!” (Peter Seeberg: Dinosaurusens sene eftermiddag. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, 2017. s. 245.)
Peter Seeberg, hvis forfatterskab tog sit udgangspunkt i modernismens strenge bevidsthed om menneskets fremmedhed, karakteriserede selv som ung digter i 1961 sit forfatterskab som ”smalt og af spartansk karakter, med få motiver, hvis der er mere end det ene - egocentrisk i fundamenteringen - end viljen til at nå bund i det bundløse”. Selv om forfatterskabet i løbet af årene undergår en radikal forvandling, gælder karakteristikken stadig i romanen ”Ved havet” (1978). Troen på, at der findes en bund, man kan nå, er forladt. ”Havet er omfavnelse, bæren, opdrift, du kommer aldrig til bunds i havet”, lyder det i romanen, hvor den ”egocentriske” vilje til at nå til bund er forvandlet til en åben trang til hengivelse.