Købmanden fra Venedig: En bizar komedie

Citat
“Shylock: Han har ydmyget mig. Han har skilt mig ved en halv million, har leet over mine tab, spottet over min vinding, forhånet mit folk, krydset mine forretninger, kølnet mine venner, ophidset mine fjender! Og hvad er hans grund? Jeg er jøde! Har en jøde ikke øjne? Har en jøde ikke hænder, arme, ben, organer, skikkelse, sanser, lidenskaber? Næres han ikke af samme føde, såres han ikke af de samme våben, er han ikke udsat for de samme sygdomme, helbredes han ikke ved de samme lægemidler, varmes og køles han ikke af samme sommer og vinter som kristne? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? – Og når I gør os uret, skal vi da ikke hævne os? Er vi jeres lige i alt andet, vil vi også ligne jer i det.”
William Shakespeare: “Købmanden fra Venedig”: 3.3.48-62

“The Merchant of Venice” fra 1596-7 (“Kiøbmanden af Venedig, 1827”) regnes som en komedie men fremføres ofte som en tragedie. Forvirringen skyldes handlingens to separate spor. Det ene er romantisk, det andet er psykologisk. Komedien handler om Bassanio, der vil forføre den smukke og rige Portia. På sit slot Belmonte har Portia tre skrin, et af guld, et af sølv og et af bly. Den, der vælger det rigtige, kan få lov at gifte sig med hende. For at gennemføre frieriet låner Bassanio 10.000 dukater af sin rige onkel, den venetianske købmand Antonio. Da Antonio har investeret alle sine midler i tre skibe, må han låne pengene af jøden Shylock, der som garanti kræver et pund af Antonios kød

På Belmonte vælger Bassanio skrinet af bly, med den begrundelse, at det er det indvendige, der tæller. Valget var rigtig, frieriet lykkedes, men midt under festlighederne forlyder det, at Antonios skibe er gået ned og at lånet derfor ikke er blevet tilbagebetalt inden fristens udløb. Bassanio skynder sig til Venedig og tilbyder i den efterfølgende retssag at give Shylock 100.000 dukater af sin forlovedes formue, men Shylock insisterer og kræver at få lov at skære et stykke kød ud af kroppen på Antonio. Forklædt som advokat dukker Portia op, og med spidsfindige juridiske argumenter vinder hun retssagen. Shylock dømmes til at give halvdelen af sin ejendom til Antonio og tvinges til at gå over til kristendommen. Som tak forlanger advokaten en ring af Bassanio, som han har fået af Portia og lovet ikke at give til nogen. Tilbage på Belmonte afsløres det under megen moro, at advokaten var Portia og at Bassanio derfor både har og ikke har givet ringen til nogen anden. Samtidig kommer der besked om, at Antonios skibe alligevel er kommet sikkert i havn. Alle er glade, og Bassanio og Portia kan holde gruppebryllup sammen med stykkets bipersoner.

Historien om “kødgarantien” stammer fra den italienske novelle “Pecorone” af Ser Giovanni og historien om de tre skrin findes i nummer 32 af den anonyme novellesamling “Gesta Romanorum”.

Det psykologiske lag, hvori vi finder tragedien midt i komedien, er Shakespeares eget, og skyldes at jøden, der i det italienske forlæg blot er en ubegrundet skurk, hos Shakespeare er et komplekst menneske med egne bevæggrunde. Shylocks ondskab er grundigt forklaret og psykologisk underbygget, han bliver hånet, spyttet på og hans forsøg på at være imødekommende bliver afvist. Hans datter løber hjemmefra, og hans tjener forlader ham. Samtidig er han bevidst om, at den primære årsag til hans ulykker er en hyklerisk racisme fra omgivelsernes side. Han er omvendt heller ikke sympatisk, men han formår at forklare sin hævntørst i en monolog, der både er en rørende opfordring til at vise medmenneskelighed og samtidigt emmer af råt had: “Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? – Og når I gør os uret, skal vi da ikke hævne os?” (3.1.58-60) .

Stykkets titelperson Antonio, købmanden fra Venedig, får ikke på samme måde mulighed for at forsvare sine handlinger. Hans antisemitisme forbliver både ubegrundet og urokkelig, og de mange lovprisninger vi hører om ham er sært vage og upræcise. Han er generøs og tillidsfuld overfor alle, men det synes bare at underbygge kontrasten til hans opførsel overfor Shylock. Selv ikke hans mest selvopofrende handling, udstedelsen af garantien på sit eget kød, synes at være grundet i mod, men snarere i hovmod. Det strejfer ham ikke, at han kan komme til at svare for sit pant.

På samme måde er Bassanio også beskrevet som både overfladisk og kynisk. I den oprindelige italienske novelle om de tre skrin er valget af skrinet af bly det rigtige, fordi det er det beskedne og gudfrygtige valg. Men Bassanio vælger dette skrin, fordi han har regnet gåden ud – ikke fordi han er beskeden eller gudfrygtig. Tværtimod ved vi om Bassanio, at han har levet over evne og stiftet gæld, han ikke kan betale. Den beskedenhed, som Bassanio får lov at udtrykke i sin moralske monolog ved skrinene, står altså i grel kontrast til hans livsførelse. Han taler om ornamenter som overfladisk pynt, der ikke siger sandheden, men alle de penge, han har lånt, er gået til at etablere et ydre billede af sig selv, der ikke stemmer overens med virkeligheden. Han bruger den ene højtravende metafor efter den anden på at argumentere imod brugen af højtravende metaforer. Og han advarer mod at søge guld og blondiner samtidigt med, at det er lige præcis det, han gør.

Bassanios interesse i Portia er i høj grad betinget af, at hun både er meget rig og meget smuk. I stykkets første scene fremlægger han sagen som en blanding af et dristigt eventyr og en investering. Antonio skal låne ham penge til at gennemføre frieriet i ordentlig stil. De to side-plots komplementerer hinanden: det overskud af penge, der på slottet i Belmonte bliver til fysisk kærlighed, hviler på et underskud af penge, der i ghettoen i Venedig bliver til fysisk had.