I sin grundform er “Henry V” fra 1598-9 (“Kong Henrik den Femte”, 1816) overordentlig simpel: En konge fornærmes, går i krig og vinder prinsessen. På den baggrund skaber Shakespeare, som i alle sine historiske skuespil, et komplekst politisk og psykologisk spil, hvor historien afgøres af de involveredes personlighed, og hvor indre og ydre kampe afspejler sig i hinanden.
Stykket indledes med “koret”, der som i en græsk tragedie kommenterer handlingen hele stykket igennem, men som her bliver spillet af en enkelt mand.
Prologen er højtidelig og undskylder, måske ironisk, for teatrets mangler i forhold til den prægtige historie, der skal fortælles. Derefter ankommer to biskopper og udtrykker bekymring for en ny lov, der vil fravriste kirken halvdelen af sine besiddelser. For at undgå denne lov vil de to biskopper distrahere kongen og udnytte, at han ønsker at distancere sig fra sin vilde ungdom. Ved hjælp af spidsfindige arveretsmæssige argumenter og en anseelig pengegave håber biskopperne at kunne overbevise kongen om at gå i krig mod Frankrig. Forklaringen, der følger derefter, er en nøgle til hele stykket og den sceniske fortolkning er overordentlig væsentlig: I Laurence Oliviers filmatisering fra 1945 er scenen fremstillet som et klovnenummer med lange sammenfiltrede dokumentruller spredt udover scenegulvet og med indbygget latterbrøl fra publikum, når biskoppen omtaler argumentationen som “as clear as the summer’s sun.” I Kenneth Brannaghs udgave fra 1989 er forklaringen derimod forkortet og hvisket, så den fremstår seriøs. Forskellen bliver, at grundlaget for at gennemføre krigen enten opleves af publikum som reelt eller som svindel. En forskel, der har afgørende betydning for opfattelsen af hele stykket og i særdeleshed i sammenhæng med scenen, hvor den forklædte konge diskuterer krigens moralske berettigelse med soldaterne (4.1.129-46).
Da en udsending fra Frankrig kort efter forærer kongen to tennisbolde, tolkes det som en nedladende hentydning til kongens unge alder og ubekymrede livsstil. Kongen er provokeret, og krigen erklæres.
På baggrund af denne ikke særligt velbegrundede anledning, fortæller koret højtideligt, hvordan hele Englands ungdom forbereder sig til stolt og ædel krig. Den første scene, vi derefter ser, er imidlertid hverken stolt og ædel, men finder sted i en kro, hvor kongens gamle drikkevenner sørger over Falstaffs død. Falstaff og de andre kammerater er gamle kendinge fra “Henry IV part 1”, “Henry IV part 2” og “De lystige koner i Windsor”. Kongen har afvist dem, og nu skal disse ynkelige halvgamle drukkenbolte sendes i krig.
“Henrik den Femte” bliver ofte fortolket som et stærk patriotisk stykke, på grund af kongens ædle peptalks til sine soldater før det afgørende slag. Om natten inden slaget forklæder Henrik sig som en almindelig soldat og diskuterer slagets berettigelse med de trætte og bange soldater. Franskmændene er talmæssigt overlegne, og soldaterne frygter ikke uden grund for deres liv. Det forhindrer dog ikke kongen i at rose og ynke sig selv, fordi han og kun han i sin egen selvopfattelse tager ansvaret på sine skuldre, hvorimod hans mænd sover sødt og ubekymret.
Kongens selvopfattelse, som en mand der har kastet sin vilde ungdom af sig, og nu kæmper for England, er mildt sagt problematisk. Krigen, med dens meningsløse gru og død, synes på ingen måde at kunne leve op til den vældige patriotiske og religiøse status, der annonceres af både koret og kongen. Men Henrik får gjort indtryk på prinsessen af Frankrig, som vi i indskudte scener har set øve sig på at tale engelsk, og dramaet ender – som i en komedie – med et bryllup. Koret afrunder med en epilog om Henriks storhed, og om hans søn, der tabte det hele igen.
Den bemærkelsesværdige kontrast mellem på den ene side de mange patriotiske tirader, der ikke udelukkende føles ironiske, og på den anden side krigens begrundelse i banal bestikkelse, understreges af kongens personlighed. Kongen er stolt, stædig, hyklerisk, forfængelig, og ude af stand til at gennemskue kirkens spin. Han er også en helt. Hans mangel på medmenneskelighed fremstilles som en nødvendig betingelse for storhed. Men storheden har ingen positive konsekvenser ud over for ham selv. Spørgsmålet er, om “Henrik den Femte” i virkeligheden skal tolkes som en ironisk og galgenhumoristisk kommentar til magtens skalten og valten med menneskeliv.