“Julius Caesar” fra 1599 (”Julius Cæsar”, 1807) handler ikke så meget om Cæsar, som om Cæsars død, de mænd, der dræbte ham, og det opgør der fulgte efter. Stykket har noget af “Hamlets” ambivalens over sig. Det bliver aldrig tydeligt, om mordet er retfærdiggjort eller ej. Tværtimod er det i tvivlen, desperationen og afmagten, at stykket finder sin psykologiske og massepsykologiske dybde.
Cæsar hyldes af folket, han tilbydes en krone tre gange men afviser den hver gang. Alligevel mistænkes han for at aspirere til enevælde. Konspirationen tager sin begyndelse ved Cassius, der pirrer til Brutus’ forfængelighed. Herfra findes et at stykkets mest berømte replikker “Fejlen, kære Brutus, findes ikke i stjernerne, / men i os selv, fordi vi er så sølle.” (s. 18). Brutus, stykkets egentlige hovedperson, taler i et sprog, der synes at sprænges af den indre kamp, det udtrykker, og hans logiske argumentationer besidder en indbygget voldsomhed, som han ikke selv forstår. Cæsar dræbes ved senatet og de, der dræbte ham, bader på Brutus’ opfordring deres arme op til albuerne i hans blod og vil gå i triumf til Forum for at modtage folkets hyldest. “Friheden og befrielsen er kommet!” (s. 55) vil de råbe, og Brutus, i tragisk overbevisning om at have gjort det rigtige, påberåber sig, at “Da er vi Cæsars venner, som forkortede hans dødsfrygts år.” (s. 57)
Den efterfølgende scene foran folket er et studie i politisk kommunikation. Først overbeviser Brutus en skeptisk folkemængde om, at mordet er begået i kærlighed til Rom, ja, i kærlighed til Cæsar. Og han modtager folkets hyldest. Dernæst taler Cæsars støtte, Marcus Antonius, der har formået både at udtrykke sin hyldest til Cæsar og bevare sit venskab med samtlige hans mordere. Først forsvarer han morderne, men langsomt vender han stemningen til det modsatte. Folkemængden ophidses i en grad, så en uskyldig digter, der deler navn med en af konspiratorerne, myrdes på åben gade. Cassius og Brutus flygter sammen med de øvrige konspiratorer ud af byen og dør begge for egen hånd – og begge med Cæsars navn på læben. Citater er fra Ole Sarvigs oversættelse fra 1964.