Som man behager: Feminister i paradis

Citat
“Rosalinde: Kom, fri til mig, fri! For nu er jeg i søndagshumør og kunne godt finde på at sige Ja. Hvad ville I sige til mig, hvis jeg var jeres egen, helt egen Rosalinde?”
William Shakespeare: “Som man behager”: 4.1.64-67

“As You Like It” fra 1599-1600 (“Livet i Skoven”, 1850, eller ”Som man behager”, 1953) er en så let og elegant komedie, at det er fristende ikke at tænke videre over den. Den foregår i en paradisisk skov fyldt med gode mennesker på flugt fra den slemme virkelighed. Alle synes at være forelskede, skriver digte og synger, og til sidst, hvor alle har fundet hinanden, og det er tid til at tage hjem fra picnic, er alle problemer løst som ved et trylleslag.

Der er selvfølgelig slanger i paradis og tænksomme finurligheder viklet ind i plottet. Orlando begynder stykket med at beklage sig over, at hans ældre bror ikke betaler for hans uddannelse, som han ellers er forpligtet til ifølge farens testamente. Den ældre bror forsøger at få Orlando dræbt ved at lade ham udfordre en professionel bryder, som han overraskende vinder over, og til sidst må Orlando flygte ud i skoven. Inden han flygter har han dog mødt Rosalind, datter af den gamle hertug, og de to forelsker sig i hinanden. Den nye og onde hertug forviser Rosalind, der flygter fra hoffet forklædt som dreng sammen med sin kusine og en nar. I skoven møder hun, stadig forklædt som dreng, Orlando, der skriver længselsfulde digte til hende selv, og hun opfordrer ham til fri til hende, som om hun var sig selv, hvilket han altså ikke ved, at hun faktisk er.

22328905

På Shakespeares tid var den såkaldte hyrde-digtning en fast konvention, en idealiseret modstilling til det dekadente liv ved hoffet, hvor filosofi, sang og digtning fandt sted på en renere, mere naturlig måde. Hyrde-genren handler lige så lidt om at passe får og geder, som en cowboy-film handler om at passe køer, tværtimod er hyrderne ofte meget vidende og belæste, og de besidder samtidig en form for fornem uskyld. Hos Shakespeare møder vi imidlertid en rigtig hyrde, der lugter af dyr, og hvis erhverv beskrives som at “tjene til livets ophold ved kvægets kopulation.” (3.2.77-78).

Alle andre end den egentlig hyrde opfører sig imidlertid som genrens digtere: berusede af forelskelse, lediggang og sang. Rosalinds vittige intellekt er parret med to veltalende mænd, en nar og den melankolske Jacques, der har stykkets mest berømte replik: “Hele verden er en skueplads og alle, mænd og kvinder, blot komedianter. Hver har sin sortie og sin entré, og hver har mange roller at spille i sin livstid.” (2.7.139-43).

Både i stykkets hovedplot og i en komisk parallelhistorie om to bønder, er det kvinderne der tager initiativet. “Som man behager” er i den forstand så tæt, man kan komme på en feministisk komedie fra 1600-tallet. På den anden side, når man husker på, at alle roller på Shakespeares tid blev spillet af mænd, viser der sig en anden mulighed i det transseksuelle spil: Skuespilleren, der spiller en pige, klædt ud som dreng, er selv en dreng, og både på scenen og i den første mands opfattelse, foregår der altså en legesyg bejlen mellem to mænd. Det navn, Rosalind har valgt til manderolle er Ganymede – en figur fra den klassiske litteratur og arkeeksempel på kærlighed mellem mænd. Om stykket er feministisk eller homoseksuelt eller begge dele på en gang kan altså diskuteres – men en væsentlig forklaring på stykkets popularitet er under alle omstændigheder denne legende spillen på kønnet.