Macbeth: Skæbnen og det overnaturlige

Citat
“Macbeth: Jeg husker knap, hvad angsten smager af. Der var en tid, da jeg fik kuldegysning ved uglens skrig, og håret rejste sig på hovedet ved en rædselsfuld fortælling, og rørte sig om det levede. Nu er jeg mæt af gru og rædsel. Forfærdelsen, som er en husvant gæst for mine mordertanker, får mig ikke mer til at gyse. – Hvad betød det skrig?”
William Shakespeare: “Macbeth”: 5.5.9-17

“Macbeth” fra 1606 (”Macbeth”, 1816) om den skotske konge Macbeth handler om skæbne og ambitioner; om et ægtepar vis ærgerrighed driver dem til at begå så mange mord, at den magt, de opnår, bliver til et helvede og de selv myrdes til sidst.

Stykket har visse betydningsfulde lighedspunkter med myten om Ødipus, som vi kender fra Sofokles’s antikke tragedie. I begge stykker er tolkningen af et varsel udslagsgivende for handlingen, men hvor Ødipus forgæves forsøger at undgå sin skæbne, agerer Macbeth aktivt for at opnå den kongemagt, han er blevet forudsagt.

Set med moderne øjne er Ødipus skyldfri. Han har forsøgt at undgå sin skæbne, men har uden at kunne vide det alligevel dræbt sin far og giftet sig med sin mor. I forlængelse af det antikke skæbnebegreb er Ødipus underlagt skæbnen, og hans handlinger er determineret: Ingen undgår sin skæbne.

Lige modsat Macbeth. Da han efter et succesfuldt slag møder tre hekse, der forudsiger, at han skal blive hertug og derefter konge – og kort derefter bliver udnævnt til hertug – overtaler hans kone ham til at gribe første mulighed for selv at eksekvere resten af spådommen. Kongen dræbes under et besøg hos Macbeth, hans sønner beskyldes for mordet og Macbeth bliver kåret som konge. Forfulgt af skyld og af angst for hævn, udvikler Macbeth et rædselsregime med utallige brutale mord til følge. Da det til sidst står klart, at det er den nye konge, Macbeth, der står bag alle disse mord, inklusive mordet på den tidligere konge, bliver Macbeth selv dræbt.

Hvor kongemordet i “Kong Ødipus” fra hovedpersonens side sker uvildigt og i selvforsvar, er mordet på kongen i “Macbeth” planlagt og foregår i skjul. Macbeth kan i begyndelsen af stykket, som Ødipus, til en vis grad siges at være uskyldig, eftersom det er Lady Macbeth der er den primære igangsætter af forbrydelsen, men hvor Ødipus’s heroiske personlighed viser sig at have været temmelig irrelevant, så er det modsatte tilfældet for Macbeth – hans personlighed er i høj grad afgørende for handlingens forløb, bare med modsat fortegn. Det er krigshelten Macbeths manglende evne til at sige fra over for sin kone, der leder til det første mord og på samme måde har de efterfølgende mord også et dobbelttydigt skær af brutalitet og fejhed over sig. Ødipus rammes af skæbnen på trods af sine handlinger. Macbeth rammes på grund af sine handlinger. Ødipus er en helt. Macbeth er en skurk. Men hvor Ødipus er en temmelig ensidig helt er Macbeths skurkerolle kompleks.

Det overnaturlige element er hos Shakespeare styrende for handlingen på et psykologisk plan og er ikke, som i “Kong Ødipus”, repræsentant for en overordnet kraft uden for karaktererne. Synerne og spøgelset synes oplagt at være en slags hallucinationer, der er begrundet i Macbeths sindstilstand. Hvor heksene har deres forudsigelser fra, ved vi ikke, men det vigtige i denne sammenhæng er at pointere, at det er Lady Macbeth og ikke heksene, der overtaler Macbeth til at dræbe kongen. Katastrofen er begrundet i menneskelighed, ikke i skæbnen.

Ødipus begræder sin skæbne, men selv når skæbnen til sidst i stykket personificeres som Apollon: “Apollon var det, ja, Apollon, venner! Fuldbyrder er han af lidelser” (1329-30, oversat af Otto Foss, Hans Reitzels Forlag, 1977) – så kommer det aldrig til en egentlig anklage mod guden eller en afvisning. Anderledes hos Macbeth, her anråbes livet, Gud, meningen med det hele, i en stemning af absolut mørke: “En skyggevandring er vort korte liv; en stakkels skuespiller, som en tid gør støj og spræl på scenen, og som så er glemt; et eventyr fortalt os af en tåbe, fuldt af larm og bulder, som slet ingenting betyder.” (5.5.24-29).

Der er ikke mere at tro på for Macbeth. Livet giver ingen mening. Livet er en historie fortalt af en tåbe, og om denne tåbe er Gud eller mennesket selv, er for så vidt lige meget. Det hele er bare en masse larm og bulder før døden.

Det mørke, som Macbeth befinder sig i mod slutningen af tragedien, er ikke en del af et meningsfuldt spil, hvoraf man kan lære, at de gode vinder over de onde. Skulle ”Macbeth” give mening i en religiøs sammenhæng, skulle hovedpersonen være djævlen eller besat af djævlen i en eller anden forstand, men det er Macbeth ikke, han er et meget menneskeligt menneske, drevet af ambitioner og angst ud i et bloddryppende moralsk overdrev. De mange dødsfald har ikke noget moralsk formål, der er ikke nogen overordnet mening med galskaben: det tragiske ligger i meningsløsheden – og at vi logisk kan følge dens opståen skridt for skridt.

Til sidst i stykket bliver skurken dræbt og kosmos genetableret. Vi er trygge, tror vi, men kun så længe vi glemmer, at stykkets hovedperson, vores identifikationspunkt, var skurken.