“Det er løgn,” havde Malm råbt. “Og desuden er det ikke sandt. Og for resten er det ikke lavere end i New York.”
Han havde netop været på studietur i USA.”
I Sjöwall og Wahlöös billede af det svenske politi udgør Martin Beck og hans lille gruppe af betjente i Rigsmordskommissionen den hæderlige undtagelse i en branche af grinagtige umuliusser, voldsliderlige psykopater, inkompetente bureaukrater og indspiste chefer. Det bliver klart med den voldsomt kritiske og agiterende “Den vedervärdige mannen från Säffle” fra 1971 (“Den afskyelige mand”, 1972).
På et hospital i Stockholm bliver politikommissær Nyman flænset og delt i to med en bajonet. I Martin Becks jagt på morderen tegner der sig et mere og mere afskyeligt billede af den myrdede, deraf bogens titel. Becks trofaste kollega Kollberg er gammel faldskærmsjæger og kendte Nyman fra militæret, hvor han uddannede rekrutter og tvang Kollberg til at slagte og tortere levende dyr, så han vidste, hvad det drejede sig om, når han stod over for mennesker, og at sluge sit eget bræk og afføring, så han ikke efterlod sig nogle spor, hvis han var på mission i fjendeland. Det var alt sammen påskud for en sadist til at få stillet sine lyster. Ved den mindste anledning afstraffede han soldaterne korperligt. Nyman fortsatte karrieren i politiet ligesom Kolberg, og viser det sig, med den samme sadisme som i militæret. Med andre ord. Der er ikke tal på hvor mange, der gerne ville have spiddet ham på en bajonet. Og Beck og hans folk står overfor en tilsyneladende umulig opgave. Men som de konstaterer i den problematisering af politiet, som er bogens ærinde, så er der masser, der er sluppet af sted med at myrde uskyldige mennesker, men endnu aldrig en politimorder, som er gået fri. Efter at have søgt i øst og vest falder deres opmærksomhed på en betjent, som fik sin afsked, efter han var gået i opløsning over tabet af sin kone. Hun var diabetiker og en dag, hvor hun dinglede omtåget rundt på gaden, fordi hun havde glemt at få sin insulinsprøjte med på arbejde, smider Nyman hende i brummen, hvor hun dør. Det viser sig oven i købet, at boligspekulanter har saneret den ejendom, den fyrede enkebetjent boede i, så han nu er havnet i en lejlighed, han ikke har råd til, hvorfor børneværnet mener, at han ikke er i stand til at tage vare på det eneste, han har tilbage i livet, sin datter, som bliver fjernet.