Lars Skinnebach

Lars Skinnebach er født i Galten ved AaÅrhus i 1973 og boede under sin opvækst både i Egedesminde og Holsteinsborg i Grønland. Familien flyttede til en stationsby på Sjælland, da Lars Skinnebach var 15 – en omvæltning som satte gang i skriveriet. Han talte perfekt dansk, men havde svært ved at omgås og tilegne sig sine jævnaldrendes sociale koder samt de gruppetilhørsforhold, som er indlejret i sproget. I stedet trak teenageren sig ind i sig selv og hev barndomshjemmets eneste digtsamling ned fra bogreolen – nemlig Ivan Malinowskis “Vinterens hjerte”. Digtenes viltre sprog, kritiske tænkning, eksistentielle overvejelser og sansereflekstioner chokerede Lars Skinnebach i en sådan grad, at han helt spontant skrev en lang række digte, der tilfredsstillede behovet for at sammenligne de to samfund, det utopiske Grønland og det depraverede, men dog attraktive Danmark.
I 1993 blev Lars Skinnebach student fra et gymnasium i Roskilde, og allerede året efter blev han optaget på Forfatterskolen, hvor han blev uddannet 1994-96. Efter Forfatterskolen studerede han i en periode lingvistik på Århus Universitet og litteratur på Syddansk Universitet, men det har altid været digtningen, som har haft størst betydning for ham.
I 2003-2005 var Lars Skinnebach sammen med litteraten Tue Andersen Nexø redaktør for tidsskriftet Den Blå Port. De to efterlyste her ny litteratur, som turde sætte noget på spil (Den Blå Port # 63, 64 og 68/69, 2004-2005), og den litterære undergrund blev opfordret til – ud over at opsøge nye sproglige former – også at sammentænke menneske, socialitet og verden på en ny måde. Litteraturen burde konstruktivt bidrage til det omkringliggende samfund og ikke blot kredse om sin egen indforståede eksistens.
Denne aktivistiske ambition har Skinnebach siden selv forsøgt at leve op til, bl.a. da han omkring årsskiftet 2010/2011 udgav ”Øvelser og rituelle tekster” på mikroforlaget After Hand. For at få lov til at købe bogen skulle læseren underskrive en kontrakt om ikke at bruge penge på andet end mad i fem dage. For som der stod på bogens bagside: ”Kunst der ikke beskæftiger sig med klimakrisen er ikke værd at beskæftige sig med.” 
Skinnebachs værker har modtaget både priser og positiv kritikomtale fra kritikere såvel som fra læsere. I 2010 vandt han Montanas Litteraturpris for ”Enhver betydning er en mislyd” med begrundelsen, at hans digtning var ”konstant overraskende, æstetisk provokerende, sætning for sætning gennemarbejdede, usikkert sikre, muligvis helt uopslidelige og på sin egen avancerede facon dybt samfundsrelevante genreblanding.” (Rasmus Bo Sørensen: Skinnebach vinder Montanas Litteraturpris. Information, 2010-10-15.).
Ud over at skrive har Skinnebach også undervist nye forfattertalenter, bl.a. på forfatterskolen i København. Han er bosiddende med sin familie på Fanø efter at have boet flere år i Bergen.

Forelskelse, intimitet, familie, tryghed og tosomhed er centrale temaer, som introduceres i Lars Skinnebachs debut “Det mindste paradis” fra 2000. Digtsamlingen består af flygtige, antydningsvise forelskelsesdigte, som sværmer om de små og store ting i tilværelsen. Værket er delt op i fire dele, hvoraf de to første “I udkanten” og “Hos min familie” præges af sommeridyl med strandture, rødspætter og veloplagte venner. Haven prydes med badebassin og legende børn, mens katten lunter formildende omkring. Familien er samlet, og der hersker idyllisk ro, når digtene dvæler ved små hverdagslige, genkendelige handlinger og detaljer. Det viser sig dog i de efterfølgende to dele “Når dagene går” og “Med øjnene i vejret”, at der er sprækker i den tilsyneladende harmoni.

22887289

En ydre mere truende omverden samt en stigende stemning af frustration og afmagt bryder ind i den trygge, men kvælende intimsfære: “Det ville ikke undre mig om en eller anden trak en pistol / og skød mig gennem øjet.” (s. 9). Jeg’et har svært ved at indordne sig i det idylliske familiesystem, hvilket udtrykkes via disse desperationsudbrud, som tiltager i digtsamlingens anden halvdel. Den momentane brutale tone får dog ikke på noget tidspunkt overtaget, men kan læses som en klaustrofobisk reaktion på familielivets idyl og tryghed. Vil og kan jeg’et tilpasse sig parforholdets og familiens forhold og betingelser? Der lurer noget faretruende i idyllens sprækker. Ud fra en utilpasset virkelighed og med en gentagen tilstedeværelse af tab beskriver Skinnebach forelskelsen – det mindste paradis, der dog også indeholder elementer af savn. Digtene forsøger at nå ind til den mindste lykke, en tilstand fri fra alting. Dette mål er svært at nå, hvorfor digtene i høj grad kredser om forskellige aspekter ved tab, mens der stilles skarpt på tosomhedens sarte ømhed og et umætteligt begær, som ikke tilfredsstilles ved trivielle dagligdagsrutiner. Især i digtsamlingens sidste kapitel konfronteres kæresteparret med den uomgængelige ydre verdens indsnigen.