Når den blå hane galer

Citat
“Stella ville ikke sige, at hun var ved at give op. Hun ville heller ikke fortælle, hvor ondt det hele gjorde. De søvnløse nætter, alle de sider hun skrev, men slettede igen. Hvordan den 1. verden stod grinende og ventede på hende.”
“Når den blå hane galer”, s. 87.

Romanen “Når den blå hane galer” fra 2006 handler om Stella, en ung kvinde i trediverne, der rejser til øen Lamu i Kenya med det mål at få skrevet en bog og finde en mening med det tomme liv, hun normalt lever i Vesten. På Lamu flytter hun ind i en stor luksusvilla sammen med sin hundehvalp Margrethe og den frygtsomme, underdanige tjenestepige Zanini. Ved huset bor en stolt blå hane, om hvem det gamle sagn siger, at når den galer, sker der noget skæbnesvangert. “Når den blå hane galer” skifter mellem Stellas beskrivelser af øen, dens befolkning og hendes følelser og kortere historier, som Stella skriver på øen.

Stella oplever et skarpt kulturchok ved mødet med den tredje verden, især falder det hende utrolig svært at skulle behandle tjenestefolkene som underdanige i stedet for selvstændige og ligeværdige væsner. Hun kæmper endvidere med jævnlige skriveblokeringer og følelsen af, at hun ikke får skrevet så meget, som hun burde. Dette bidrager, sammen med følelsen af fiasko i sit forhold til tjenestefolkene, til hendes dårlige selvfølelse og fylder hende med evige selvbebrejdelser.

26400325

Ligesom i Synnøve Søes andre bøger slås mange af personerne i “Når den blå hane galer” med deres fortid, som de forsøger at skubbe fra sig, men som de i sidste ende ikke kan løbe fra. Stella kæmper en desperat kamp med følelsen af ikke at være noget værd, en følelse, der er rodfæstet i hendes opvækst med kolde og fraværende forældre. Forældrene lærte hende ikke at elske, og derfor har hun som voksen meget svært ved at indlede følelsesmæssigt nære forhold til andre mennesker.

Synnøve Søe er blevet ældre, end da hun skrev sine første bøger, over ti år er gået, og det kan mærkes. “Når den blå hane galer” er fyldt med en stilfærdig livsvisdom, der ikke giver mange svar på meningen med tilværelsen i den vestlige del af verden. Derimod søges en mening i den tredje verden, hvor folk ikke er bange for at vise følelser, og hvor de bærer på meningen med livet inde i sig selv. Stella føler imidlertid ikke, at hun passer ind i nogen af verdenerne. Hun befinder sig i et svært dilemma, hvor hun ikke kan se en fremtid i at blive på Lamu men heller ikke kan udholde tanken om at skulle hjem igen. Hjem til en verden, hvor hun har brudt med sin familie og hvor hun hverken har mand eller børn. Stellas gennemgående ensomhed definerer hendes liv og sindstilstand og synes til sidst at bestemme over hele hendes skæbne.