Synnøve Søes sjette roman, “Drengen på stigen” fra 2007, handler om den fem-seksårige Peter, der bor sammen med sin psykisk syge mor. Peter står for indkøb, rengøring og madlavning, og han får kun mad, hvis han selv laver den. Peter står op hver morgen og går ned til gartneren Hans-Ole, som, bortset fra moderen og ʻdamen fra kommunenʼ, er hans eneste voksenkontakt. Peter sidder ofte i et kirsebærtræ og holder øje med, om hans far kommer kørende for at hente ham. Det sker imidlertid yderst sjældent, og når faderen kommer, slæber han Peter med på værtshus. Peter stiller sig ofte op på Hans-Oles stige og kigger ind ad vinduet til den lykkelige kernefamilie i lejligheden ovenpå. Her ser han alt det, han ikke har, men længes efter: Kærlighed, tryghed og omsorg. Peter får yderligere indblik i hvordan 'normale' familier lever, da drengen Bjørn flytter ind i opgangen, og han oplever at få sin første ven.
“Drengen på stigen” er bygget op, så den skifter mellem tre forskellige handlingsforløb eller scener: Peters barndom, en middag han som voksen har inviteret sine forældre til og scener fra efter middagen, hvor spyfluerne bygger rede i hans hår og maddikerne mæsker sig i rådne madrester.
Bogen er skrevet i et ukompliceret sprog med mange dialoger, hvilket gør, at den er let at sluge trods den triste handling, som omhyggeligt og medrivende beskriver forskellige aspekter af omsorgssvigt. Ingen i bogen gør noget for Peter, alle omkring ham ved, at han ikke har det godt hos moderen, men ingen hjælper ham. Svigtet ligger ikke kun hos forældrene, men også hos omverdenen – læreren, naboerne, socialrådgiveren og alle andre omkring den lille dreng.
27195695
“Drengen på stigen” handler om omsorgssvigt og forlist barndom, men også om at forsøge at forene sig med sin fortid. I scenerne fra middagen kommer forskellige gæster fra Peters fortid på besøg, og de forsøger alle at få faderen og moderen til at forstå og indrømme, at de har svigtet Peter, og at sige til ham, de holder af ham. Det vil forældrene dog ikke, og Peters frustration bliver mere og mere mærkbar, som middagen skrider frem. Middagsscenerne er givetvis noget, der kun foregår inde i Peters hoved. Nogle af de besøgende er nemlig afdøde personer, ekskærester og lignende. Peter ligger i flere afsnit og nærmest svømmer i rådden mad og med spyfluer omkring sig, hvilket tyder på, at der reelt har fundet en middag sted. Måske er forældrene ikke dukket op, eller måske har Peter ikke inviteret dem og spiller selv hele scenariet i sit hoved. Hovedpersonens fantasi eller reel handling – middagsscenerne er betydningsbærende i Peters kamp for at forene sig med en sorgfuld barndom og forlige sig med dem, der gjorde den hård at gennemleve.
Romanens titel henviser til stigen, som Peter står på, når han kigger ind på de andre eller kravler op i træet og venter på sin far. Han kravler op på stigen og får for en tid lidt fred, men må altid kravle ned igen – ned til sin syge mor, de tunge indkøbsposer og madlavningen. Stigen symboliserer afstanden mellem ham selv og de andre, socialt set og set fra Peters synspunkt: Han er nede, de andre er oppe. Han er udenfor, betragtende, de andre er indenfor, deltagende.