Barnets synsvinkel som udgangspunkt

Da Synnøve Søe udgav “Fars”, var der ikke nær så meget fokus på omsorgssvigt, incest og pædofili, som der er i dag. Hun blev fremstillet som en kontroversiel tabubryder, og den voldsomme medieeksponering, blandt andet i talkshowet “Synnøves”, gjorde sit til, at det var svært for Synnøve Søe at blive opfattet – af sig selv såvel som af andre – som en respektabel forfatter. I Synnøve Søes to seneste romaner slår hun imidlertid fast, at det er det, hun er: Forfatter. Med et flydende og levende sprog maler hun sproglige billeder af en livsfilosofi, der tillægger fortiden enorm betydning, men også gør sig tanker om den tilværelse folk i den tredje verden lever. Der er ikke så meget oprør og opgør som i Synnøve Søes tidligere bøger, men nærmere et forsøg på at forlige sig med fortidens spøgelser i stedet for at prøve at flygte bort fra dem.

I dag, som da hun startede med at udgive bøger, skriver Synnøve Søe i en læsevenlig, identificerbar stil, som handler om det almindelige menneske, om eksistentielle problemstillinger og først og fremmest om fortiden, hvis betydning tillægges en altdominerende betydning.

En stor del af Synnøve Søes fokus er på barnet og på vigtigheden af en god opvækst for et tilfredsstillende voksenliv. Denne problemstilling minder i både stil og tema om Tove Ditlevsen. Nogle af temaerne i Synnøve Søes bøger, som eksempelvis incest, omsorgssvigt og en evig følelse af utilstrækkelighed over for forældrene, går igen i Tove Ditlevsens romaner “Man gjorde et barn fortræd” fra 1941 og “Barndommens gade” fra 1943. Det, der kendetegner både Synnøve Søes og Tove Ditlevsens bøger om barndom, er, at de repræsenterer barnets synsvinkel, de fortælles i høj grad af barnet selv og det er hos barnet, sympatien ligger.

I flere af Vita Andersens værker findes der også karakterer, der svigtes i barndommen, hvilket får indflydelse på deres voksenliv og på den måde, de søger nærhed, iscenesætter sig selv på med videre. Eksempelvis handler Vita Andersens roman “Hva’for en hånd vil du ha’” fra 1987 om forholdet mellem en lille pige og hendes mor, der gang på gang svigter hende. Udover, som Synnøve Søe, at beskrive et barns mangelfulde opvækst, behandler romanen også problematikker omkring social arv.

Af nyere forfattere kan nævnes Jonas T. Bengtsson, hvis roman “Submarino” fra 2007 på flere måder minder om “Drengen på stigen”. “Submarino” handler om to omsorgssvigtede brødre og de problemer, de slås med i voksenlivet efter at være vokset op hos en alkoholiseret mor. På samme måde som i Synnøve Søes værker kredser “Submarino” om, hvad dårlige familierelationer betyder i forhold til at få et voksent og velfungerende liv samt, hvor lidt velfærdssamfundet har at tilbyde sårbare børn.

Selvom Synnøve Søes romaner umiddelbart primært virker indadskuende og psykologisk-tematisk funderede, indeholder de ældre såvel som de nyere af hendes bøger også en kommentar til samfundet. Romanerne sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi vælger at leve på i den moderne vestlige verden samtidig med, at de ved hjælp af indsigt i hovedpersonernes indre verden viser, hvilke menneskelige konsekvenser det har at leve på den måde.