Sidste søndag i oktober

Citat
“For nogen burde jo trøste det lille barn. Nogen burde omfavne hende og tage hende op, og sige, at alt er i orden og hun behøver ikke være bange længere. Men i disse tider ... Det var ikke urisikabelt, og han forestillede sig fremmede komme løbende og anklager om pædofili og børnelokkeri og politiforhør.”
“Den tredje, hver måned” i “Sidste søndag i oktober”, s, 102-103.

Andet bind i Jan Sonnergaards novelletrilogi om det danske samfund omkring årtusindskiftet udkom i 2000 under titlen “Sidste søndag i oktober”, og nu er det middelklassen, der kommer under kærlig behandling. Persongalleriet minder en smule om det fra “Radiator” – halvkyniske, desillusionerede mænd, som for eksempel den ludomanagtige jeg-fortæller i novellen “Dig vil jeg sgu da skide på”. Han er i Århus for at være med i nogle backgammon-turneringer, men hans overgearede turné rundt i byen afbrydes konstant af en bippende mobiltelefon, der afleverer beskeder om en gammel ven, der muligvis er afgået ved døden. Fortælleren fortsætter ufortrødent sin druktur i det århusianske, og læseren må halse efter den frenetiske jeg-fortæller, der gradvist virker mere og mere usympatisk.

23132176

I titelnovellen sidst i samlingen støder vi på hovedpersonen, som er i færd med at bunde øl på stamværtshuset Olfert Fischer, en fiktiv bar som Sonnergaard bruger i flere af sine noveller. Som mange andre af Sonnergaards karakterer har jeg-fortælleren ikke sparet på sig selv og har levet et hårdtpumpet liv på byens barer. Men nu siger kroppen fra, og han begynder at tabe sig så meget i vægt, at de gamle venner ikke kan genkende ham.

I denne samling slås det for alvor fast, at det er miljøskildringerne, der interesserer Sonnergaard, mere end det er selve individet, for her udstiller han atter skævhederne i det danske samfund og gør det i samme galgenhumoristiske tone som i forgængeren. Jan Sonnergaard talte i et interview om det selvbedrag, som gennemstrømmer en stor del af historierne i novellesamlingen, og som ifølge forfatteren præger store dele af nutidens Danmark: “Tematikken i “Sidste søndag i oktober” var panik før lukketid. At klokken var ét minut i tolv. Det er jo dér, hvor alt det, vi er bange for, kommer frem. Sådan kan man se på Danmark. Som et land fyldt med selvbedrag på flere planer. Fra den store politiske myte om det såkaldte opsving, og hvor godt det gik, ned til de såkaldt marginaliserede, som nærmest får at vide, at de bare skal tage sig sammen.” (Mads Kastrup: “Jeg er ikke så rasende på alt og alle.” Berlingske, 2003-03-30.)