Jan Sonnergaards første roman “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom” (2009) tager på sin vis fat der, hvor hans sidste novellesamling, slap. Vi er atter tilbage ved de nordsjællandske studenterfester, der her fungerer som udgangspunkt for kollektivromanens undersøgelse af en hel generation, nemlig Sonnergaards egen.
27986218
Vi er med til vilde studenterfester, vi sniffer coke med yuppierne på de nye, forkromede caféer i indre by og bliver kastet ned midt i voldelige BZ-demonstrationer, hvor jeg-fortælleren ret tidligt i romanen ender med at blive slået ihjel. Det gør dog på forunderlig vis ikke den store forskel for fortællingen, for det er ikke enkeltpersonerne, der optager Sonnergaard, men miljøskildringerne. Vi følger nogle personer, der står på sidelinien til tidens grupperinger: DJ’en Strudesen er kommet ind i varmen hos de rige slipsedrenge, fordi han sælger den reneste coke, men da hans eget forbrug tager overhånd, mister han sin status. Samtidig står titelpersonen Vilhelm i udkanten af punkmiljøet og bliver kæreste med bartenderen Tina, som hænger ud med nogle af yuppiedrengene. I begge miljøer får man en klar fornemmelse af den nedadgående spiral, der må ende med et brag. Og det gør det.
I stedet for enkeltindividerne, er det tidens to dominerende grupper, der spiller hovedrollen: yuppierne og punkerne. Man kan også sige, at såvel tiden som atombomben spiller en stor rolle. For romanen er en apokalypse, en undergangsfortælling, og for hvert kapitel bliver der talt ned: 20, 19, 18 ... , indtil bomben ender med at destruere alt. Musikken spiller, som i Sonnergaards øvrige værker, også en stor rolle, og hvert kapitel indledes med et citat fra periodens musik: alt fra Iggy Pop til Sisters of Mercy. På den måde er musikken i allerhøjeste grad med til at sætte grundtonen for denne generationsskildring, hvor fremtiden for alvor ser sort ud.
På trods af de åbenlyse forskelle på de to grupper, vi følger i romanen, så er der ifølge Sonnergaard også mange ting, der forener dem: “Selv om de to grupper ikke kunne fordrage hinanden, kom de i virkeligheden til at ligne hinanden, for begge havde et livssyn, der sagde “Efter os syndfloden”.