Tonen hos Jan Sonnergaard er rå, og han bruger et talenært sprog, der gør at han stilistisk er blevet sammenlignet med Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og ikke mindst Dan Turéll der også optræder som biperson i romanen “Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom”. Selv mener Sonnergaard at være inspireret af alt fra Proust til det tyske band Kraftwerk, og musikken spiller da også en stor rolle i stort set alle Sonnergaards tekster, især soundtracket fra hans egen coming of age i 1980’erne, ligesom den politiske og punkagtige undergrundsscene også sætter sine tydelige spor i hans tekster. Som forfatter og litteraturanmelder Lars Bukdahl skriver om Sonnergaards litterære inspirationskilder i “Generationsmaskinen” (2004): “Firserdigterne har han intet til fælles med eller til overs for (for slet ikke at tale om halvfemserdigterne), det er musikken og selve den kulturelle (og politiske) undergrundsscene, hans firsernostalgi retter sig imod.” (s. 334).
Man kan sige, at Sonnergaard indvarslede en ny rå tone i litteraturen, der i 00´erne også kom til udtryk i Jakob Ejersbos socialrealistiske og kritikerroste “Nordkraft” (2002) og Jeff Matthews’ fragmenterede og frenetiske bevidsthedsstrøm af en debutroman, “Halality” fra 2001.
Det er også nærliggende at sætte Sonnergaard i forbindelse med en anden og nyere novelleforfatter, Martin Kongstad, der i sin novellesamling “Han danser på sin søns grav” (2009), også tager fat på en beskrivelse af sin egen generation. Begge forfattere beskriver usentimentalt om den tid, de lever i, og krydrer fortællingerne med en konkret detaljerigdom, der vidner om et nært kendskab til de miljøer, de skriver om.
En af mange udenlandske forfattere, der kan drages paralleller til, er canadiske Douglas Coupland, der blandt andet i sin debutroman ”Generation X” fra 1991 giver et samfundskritisk portræt af virkeligheden for generationen, der bliver voksen i 1980’erne.