Hovedpersonerne i “Manden der elskede vulkaner” svarer til den historiske virkeligheds grev Hamilton, der var engelsk gesandt i kongeriget Neapel på Napoleons tid, hans anden hustru, den meget yngre Emma, og den engelske krigshelt Nelson. Romanen trækker dermed på historiske begivenheder, men uden at det er de historiske tørre fakta, der dominerer.
Vulkanen i romanen står som symbol på lidenskaben, det ukontrollerede, det utilregnelige, det primitive, livet og døden. Hamilton ‘elsker’ vulkaner, som han iagttager interesseret, men med en vis distance. Selv er han indbegrebet af den rationelle mand, der elsker på en tilbagetrukken og indadvendt måde. Portrættet af den lærde træmand er underholdende, men det er karakteren Emma, der for alvor giver romanen liv. Emmas karakter er mangefacetteret. Hendes natur minder i vid udstrækning om vulkanens, og hendes forhold til omgivelserne er lige så passioneret, som Vesuv er levende. Forholdet mellem Emma og Hamilton er selvfølgelig ikke meget anderledes, end Hamiltons forhold er til vulkanen, mens forholdet mellem Emma og Nelson til gengæld slår gnister.