susanne staun
Foto: Isak Hoffmeyer

Susanne Staun

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Opdateret af cand.mag. Line Rasmussen. 2014.
Top image group
susanne staun
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Staun, Susanne
Foto: Isak Hoffmeyer

Indledning

Susanne Staun er uden sammenligning den højest respekterede krimiforfatter i Danmark. Hun er den eneste, som igen og igen oplever at få fuldt hus, når litteraturkritikerne skal uddele stjerner. Efter den roste serie om Fanny Fiske har hendes trilogi om retsmedicineren Maria Krause – med ”Helt til grænsen” som finale – fejet benene væk under dagbladenes anmeldere.

 

52312620

Blå bog

Født: Den 31. december 1957 på i Frederiksberg.

Uddannelse: Cand. phil. i engelsk, 1982. Master i journalistik fra Syracuce University i USA. 

Debut: Sådan lyder en salonriffel. Gyldendal. 1998. Roman.  

Priser: Harald Mogensen Prisen, 2014.

Seneste udgivelse: Kort & cool : strambuks til skribent og skribente. Gyldendal, 2016. Faglitteratur.

Inspiration: Fanny Fiske og Maria Krause – for det mod forfatteren selv mangler.

 

Baggrund

“Netop da, mens han hiver mig ind til sig, husker jeg min drøm og gennemskylles af skam. Jeg drømte, at jeg var ansat på et hingstdepot. Mit job bestod i at stå på alle fire som en hund på en hævet plade, mens den ene dyre avlshingst efter den anden bedækkede mig og udspyede sin værdifulde sperm ind i en receptor der til forveksling lignede et lidt for stort kondom, som til lejligheden var placeret i min skede. Det var en pinagtigt ophidsende drøm.”
“Mit smukke lig”, s. 138.

10 minutter i tolv nytårsaften 1957 kom Susanne Staun til verden på Frederiksberg. Som efternøler hos en fornem overlægefamilie fra Frederikssund lå det rebelske ligesom på spring hos Susanne, som udviklede et stort repertoire af drengestreger både i hjemmet og i skolen. For eksempel forsøgte hun at få opmærksomhed fra en køn, ung lærervikar ved at lægge en lort på katederet, og en anden gang dekorerede hun en planche med kropsudsondringer, som hun efterfølgende smækkede op på Willumsens Museum. Hun mener selv, at hun muligvis ville have været diagnosticeret med DAMP, hvis det havde været i dag.

Gymnasieårene forsvandt i en hashtåge, og i 1976 blev hun student på trods af et 00 i matematik, som hun opnåede ved at nægte at udtale sig. På universitetet, hvor hun studerede engelsk, blev hun vækket af Philip Roths forfatterskab og blev superstuderende, og efter den erhvervede Cand.mag.-titel fik hun et fullbright ophold på en journalistuddannelse i USA. Derefter sad hun tungt i en redaktørstol på Egmont forlaget i ti år. Sideløbende grundlagde hun en familie med tysk ægtefælle og bopæl i mormorens gamle sommerhus i Frederikssund. Alt gik godt og karrierelykkeligt, indtil hun røg ind i en hegnsstrid med naboen. Derefter brugte hun aftenerne på at drikke sig plimmelim af ren og skær ærgrelse, mens hun monomant skrev “du er dum, du er dum …” – lidt lige som Jack i Stephen King-thrilleren “The Shining”. Men i modsætning til Jack kom der pludselig kød på, og inden længe var det blevet til debuten “Sådan lyder en salonriffel”. Efter debuten er udgivelserne faldet ligeså regelmæssigt som Woody Allens film – med en ny titel hvert år. De fleste rendyrkede spændingsromaner. Og som regel til anmeldernes overvældende begejstring. Selv den notoriske kritiker Lars Bukdahl, som i tyve år har kastet op på et højt niveau over alt, hvad der lugter af skabeloner og et “stort, fedt subjekt” (klar fortæller, klar hovedperson) og andre genregreb, som Susanne Staun også betjener sig af, hylder hende som modbillede til den almindelige elendighed på bestsellerlisterne. “I øvrigt ser jeg ingen grund til, at gode forfattere ikke også burde sælge. Tag sådan én som Susanne Staun! Alt burde tale for, at folk sad og læste hende som besat i lufthavne. De gør det bare ikke” (Søren Kassebeer: Selvfølgelig er jeg højrøvet. Berlingske Tidende, 2004-11-24). 

I et interview fortæller Susanne Staun, at hun har en tilbagevendende fantasi om at “poppe en rocker, der er kommet for godt i gang” (Lotte Thorsen: Barsk krimiforfatter tør ikke gå ud om natten. Politiken, 2010-09-19). I det hele taget kunne Susanne Staun godt tænke sig at praktisere lidt Dirty Harry-justits, men når mørket sænker sig, forsvinder modet, og hun låser dørene og kryber ned under dynen med en peberspray og stungun inden for rækkevidde. Hun er nemlig lidt af en kylling, og det med at rydde op i alverdens psykopater må hendes heltinder tage sig af. De er højt begavede, handlekraftige, overvejende idiosynkratiske kvinder og ligner hver især et godt bud på en verdensrekord i utilpassethed. På det punkt er slægtskabet med deres forfatter måske nemmere at få øje på.

Fanny Fiske-serien

Ud af forfatterskabets til dato tolv titler har de fem Fanny Fiske i hovedrollen. Fiske er adfærdspsykolog og profileringsekspert med speciale i seriemordere. Ja, hun er vel nærmest blevet et begreb for det skøre, det vilde og det beskidte i den danske krimiverden. Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper hun politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv.

Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i bøgerne sådan her: “Mit navn er Fanny Fiske – dr. Fanny Fiske. Jeg er adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og tilknyttet EFBI, European Federal Bureau of Intelligence, som konsulent, men betjener også Statspolitiet i alle Europas Forende Stater. Der er brug for mig i sager, hvor fremmede forgriber sig på fremmede, og hvor politiet derfor ikke kan gå efter noget så håndgribeligt som et motiv. Når fremmede voldtager eller myrder fremmede, er der ikke andre motiver end de fantasier, voldsmanden har i sit eget hoved.” (“Liebe”, s. 14).

Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. “Jeg har fået foretaget fire ansigtsløftninger og flere omgange laser resurfacing, end jeg umiddelbart kan huske. Hertil kommer et par pandeløft. Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Hvis jeg har tid, får jeg hver uge huden behandlet med “Askepotampuller”, som jeg i øvrigt også selv behandler mine hænder med, så tit jeg husker det. Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde oven i købet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.” (“Liebe”, s. 24).

Fanny Fiske er plastic med diamantbor i øjnene i et superstiliseret miljø, som refererer til højre og venstre og bag ud og frem ad til høj-, pop- og lavkultur i et postmoderne metaorgie. Den bedste veninde hedder Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter hende til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter).

Over de fem bind henvises til cirka syvogtredive indoeuropæiske dialekter og ursprog. Der er ingen grænser for indfaldene, hvilket bare gør det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at det er stramt som den berømte hamsters bagdel.

Centralt står kampen mod en kvindes store mareridt: alderdom og seriemordere. Og det som fuldbyrder den samme kvindes herlige tilværelse: sex, mad og designerklude – i den rækkefølge. Fanny Fiske forbruger unge elskere som engangsdildoer. Hun har en appetit som en hest på fransk cuisine. Og hendes tøjvalg koster det hvide ud af øjnene. Hun er kosmopolit med aner, som fortaber sig i Rusland og Danmark. Hun er notorisk single og renset for sentimentalitet, men ikke følelser – langt fra.