Femtusinde nye kvindelige krimiforfattere senere er det stadigvæk en mand, som har skrevet den bedste femikrimi. Nemlig Peter Høeg med “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Susanne Staun er den første femikrimi-forfatter herefter, som ikke blegner i sammenligning med hr. Høeg – netop fordi hun er den ansigtsløftning, genren havde brug for.
I modsætning til et par nytilkommere inden for femikrimien som de ferme traditionalister Kaaberbøl og Friis, der forkaster femikrimibetegnelsen, tager Susanne Staun den på sig og fejrer netop det feminine. Hun er Helen Fielding, Sophie Kinsella og Lotte Thorsen, Henriette Lind og Anette Vestergaards nogenlunde jævnaldrende. Og Fanny Fiske er Bridget Jones, Becky Bloomwood og Nynnes rabiate tante. Når man dykker ned under de sprøde aflejringer af tidsånd, dukker der nye lag op.
Er det helt hen i vejret at tro, at “Vejene omkring Pisa” var blevet til en Fanny Fiske-roman, hvis Karen Blixen havde skrevet den i dag? Det enorme referenceapparat, det sprudlende overskud, betagelsen af sindets vindeltrapper og spidsbuer er klare fællestræk for de to forfattere. Og hvis Bret Easton Ellis kunne finde ud af at skrive romaner med plot, ville det så ikke have snerpet hen af Maria Krause-trilogien med de frysende præcise miljøskildringer?
Som Patrick Bateman i “American Psycho” redegør Maria og forbryderen fuldkomment illusionsløst for deres valg, der løber som en kold trækvind gennem hele fortællingen – titlen på første bog i trilogien “Døderummet” passer både på obduktionsstuen og hovedpersonens liv og bliver konkret anvendt om hendes hjem i Odense, hvor tingene stadig står i de kasser, Ikea leverede dem i – og de tilbagevendende heavystrofer fra hendes iPod. Endnu længere bagud står krimiens gotiske grundlægger Edgar Allen Poe, og når det gælder de dystopiske fremtidsskildringer i Fanny Fiske-romanerne giver det associationer til cyberpunk, som med William Gibson i spidsen slog igennem i firserne.