susanne staun
Foto: Isak Hoffmeyer

Susanne Staun

cand.mag. og journalist Niels Vestergaard, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Opdateret af cand.mag. Line Rasmussen. 2014.
Top image group
susanne staun
Foto: Isak Hoffmeyer
Main image
Staun, Susanne
Foto: Isak Hoffmeyer

Indledning

Susanne Staun er uden sammenligning den højest respekterede krimiforfatter i Danmark. Hun er den eneste, som igen og igen oplever at få fuldt hus, når litteraturkritikerne skal uddele stjerner. Efter den roste serie om Fanny Fiske har hendes trilogi om retsmedicineren Maria Krause – med ”Helt til grænsen” som finale – fejet benene væk under dagbladenes anmeldere.

 

 

 

47853265

Blå bog

Født: Den 31. december 1957 på i Frederiksberg.

Uddannelse: Cand. phil. i engelsk, 1982. Master i journalistik fra Syracuce University i USA. 

Debut: Sådan lyder en salonriffel. Gyldendal. 1998. Roman.  

Priser: Harald Mogensen Prisen, 2014.

Seneste udgivelse:  Kønslig omgang. Gyldendal, 2020. Roman.

Inspiration: Fanny Fiske og Maria Krause – for det mod forfatteren selv mangler.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Netop da, mens han hiver mig ind til sig, husker jeg min drøm og gennemskylles af skam. Jeg drømte, at jeg var ansat på et hingstdepot. Mit job bestod i at stå på alle fire som en hund på en hævet plade, mens den ene dyre avlshingst efter den anden bedækkede mig og udspyede sin værdifulde sperm ind i en receptor der til forveksling lignede et lidt for stort kondom, som til lejligheden var placeret i min skede. Det var en pinagtigt ophidsende drøm.”
“Mit smukke lig”, s. 138.

10 minutter i tolv nytårsaften 1957 kom Susanne Staun til verden på Frederiksberg. Som efternøler hos en fornem overlægefamilie fra Frederikssund lå det rebelske ligesom på spring hos Susanne, som udviklede et stort repertoire af drengestreger både i hjemmet og i skolen. For eksempel forsøgte hun at få opmærksomhed fra en køn, ung lærervikar ved at lægge en lort på katederet, og en anden gang dekorerede hun en planche med kropsudsondringer, som hun efterfølgende smækkede op på Willumsens Museum. Hun mener selv, at hun muligvis ville have været diagnosticeret med DAMP, hvis det havde været i dag.

Gymnasieårene forsvandt i en hashtåge, og i 1976 blev hun student på trods af et 00 i matematik, som hun opnåede ved at nægte at udtale sig. På universitetet, hvor hun studerede engelsk, blev hun vækket af Philip Roths forfatterskab og blev superstuderende, og efter den erhvervede Cand.mag.-titel fik hun et fullbright ophold på en journalistuddannelse i USA. Derefter sad hun tungt i en redaktørstol på Egmont forlaget i ti år. Sideløbende grundlagde hun en familie med tysk ægtefælle og bopæl i mormorens gamle sommerhus i Frederikssund. Alt gik godt og karrierelykkeligt, indtil hun røg ind i en hegnsstrid med naboen. Derefter brugte hun aftenerne på at drikke sig plimmelim af ren og skær ærgrelse, mens hun monomant skrev “du er dum, du er dum …” – lidt lige som Jack i Stephen King-thrilleren “The Shining”. Men i modsætning til Jack kom der pludselig kød på, og inden længe var det blevet til debuten “Sådan lyder en salonriffel”. Efter debuten er udgivelserne faldet ligeså regelmæssigt som Woody Allens film – med en ny titel hvert år. De fleste rendyrkede spændingsromaner. Og som regel til anmeldernes overvældende begejstring. Selv den notoriske kritiker Lars Bukdahl, som i tyve år har kastet op på et højt niveau over alt, hvad der lugter af skabeloner og et “stort, fedt subjekt” (klar fortæller, klar hovedperson) og andre genregreb, som Susanne Staun også betjener sig af, hylder hende som modbillede til den almindelige elendighed på bestsellerlisterne. “I øvrigt ser jeg ingen grund til, at gode forfattere ikke også burde sælge. Tag sådan én som Susanne Staun! Alt burde tale for, at folk sad og læste hende som besat i lufthavne. De gør det bare ikke” (Søren Kassebeer: Selvfølgelig er jeg højrøvet. Berlingske Tidende, 2004-11-24). 

I et interview fortæller Susanne Staun, at hun har en tilbagevendende fantasi om at “poppe en rocker, der er kommet for godt i gang” (Lotte Thorsen: Barsk krimiforfatter tør ikke gå ud om natten. Politiken, 2010-09-19). I det hele taget kunne Susanne Staun godt tænke sig at praktisere lidt Dirty Harry-justits, men når mørket sænker sig, forsvinder modet, og hun låser dørene og kryber ned under dynen med en peberspray og stungun inden for rækkevidde. Hun er nemlig lidt af en kylling, og det med at rydde op i alverdens psykopater må hendes heltinder tage sig af. De er højt begavede, handlekraftige, overvejende idiosynkratiske kvinder og ligner hver især et godt bud på en verdensrekord i utilpassethed. På det punkt er slægtskabet med deres forfatter måske nemmere at få øje på.

Fanny Fiske-serien

Ud af forfatterskabets til dato tolv titler har de fem Fanny Fiske i hovedrollen. Fiske er adfærdspsykolog og profileringsekspert med speciale i seriemordere. Ja, hun er vel nærmest blevet et begreb for det skøre, det vilde og det beskidte i den danske krimiverden. Fra sin bopæl i en nær, lettere dystopisk fremtid i universitetsbyen Cornwell et sted syd for London hjælper hun politiet i England og det øvrige Europa med at blotlægge den sociale og psykologiske dna på forbrydere uden et sædvanligt motiv.

Ud over at hun er hovedperson, så er hun fortæller og præsenterer sig i bøgerne sådan her: “Mit navn er Fanny Fiske – dr. Fanny Fiske. Jeg er adfærdspsykolog med speciale i profilering af serieforbrydere og tilknyttet EFBI, European Federal Bureau of Intelligence, som konsulent, men betjener også Statspolitiet i alle Europas Forende Stater. Der er brug for mig i sager, hvor fremmede forgriber sig på fremmede, og hvor politiet derfor ikke kan gå efter noget så håndgribeligt som et motiv. Når fremmede voldtager eller myrder fremmede, er der ikke andre motiver end de fantasier, voldsmanden har i sit eget hoved.” (“Liebe”, s. 14).

Fanny Fiske taler ikke om sin alder, men det er der andre, der gør, og romanerne udspiller sig i årene op mod hendes pension, der er fremrykket, fordi hun overarbejder og ikke holder ferie. Hun ligner alligevel en 35-årig. Det er der en grund til. “Jeg har fået foretaget fire ansigtsløftninger og flere omgange laser resurfacing, end jeg umiddelbart kan huske. Hertil kommer et par pandeløft. Jeg har købt mig til stram hud i alle led (kniv), og hver sjette måned får jeg injiceret Restylane i de dybe nasolabiale furer og i den rasende rynke mellem øjenbrynene. (…) Hvis jeg har tid, får jeg hver uge huden behandlet med “Askepotampuller”, som jeg i øvrigt også selv behandler mine hænder med, så tit jeg husker det. Sådan er det. Og det er sådan, fordi jeg ikke vil finde mig i, at kvinder kun tildeles et liv på omkring de 40 år. For som jeg altid siger. Det er slemt nok at vi alle skal dø, men at man som attråværdig kvinde oven i købet skal finde sig i så kort en levetid, det behøver man ikke at acceptere.” (“Liebe”, s. 24).

Fanny Fiske er plastic med diamantbor i øjnene i et superstiliseret miljø, som refererer til højre og venstre og bag ud og frem ad til høj-, pop- og lavkultur i et postmoderne metaorgie. Den bedste veninde hedder Polly-Jean Harvey (som sangerinden PJ Harvey), den tilbagevendende plageånd og sladderbladsjournalist, som igen og igen sværter hende til, Hanif Kureishi (som den britiske forfatter).

Over de fem bind henvises til cirka syvogtredive indoeuropæiske dialekter og ursprog. Der er ingen grænser for indfaldene, hvilket bare gør det så meget desto mere bemærkelsesværdigt, at det er stramt som den berømte hamsters bagdel.

Centralt står kampen mod en kvindes store mareridt: alderdom og seriemordere. Og det som fuldbyrder den samme kvindes herlige tilværelse: sex, mad og designerklude – i den rækkefølge. Fanny Fiske forbruger unge elskere som engangsdildoer. Hun har en appetit som en hest på fransk cuisine. Og hendes tøjvalg koster det hvide ud af øjnene. Hun er kosmopolit med aner, som fortaber sig i Rusland og Danmark. Hun er notorisk single og renset for sentimentalitet, men ikke følelser – langt fra.

Liebe

“Nu kunne selv ikke Föhn-vinden gøre tingene meget værre. For med det samme jeg så hans latterlige posede plettede joggingbukser, mærkede jeg den gamle troldsplint irritere mit øje. Han kunne lige så godt have vist mig en bussemand. (…) Han var jo bare en almindelig dødelig. …)”
“Liebe”, side 180.

I “Liebe” fra 1999 får Fanny Fiske en psykopat på halsen, og hendes chefer er ganske tilfredse med at kunne sende hende til Sydtyskland, hvor der er brug for hendes evner. Hun hvirvles ind i en mægtig fejde mellem to slægter, som gennem et trekvart århundrede har bekriget hinanden, og nu øjensynligt er gået over til mord – eller hvad? En række familiemedlemmer fra den ene slægt bliver fundet dræbt og tappet for blod. Informationer om en arvelig sygdom ændrer perspektivet, og sporene begynder at pege i retning af en smuk, 34-årig gammeljomfru og sygeplejerske. Men et eller andet sted i baggrunden gemmer sig et mangehovedet monster. Og psykopaten hjemme fra Cornwell har ikke ladet sig afskrække af de kilometer, som Fiske har lagt til ham. De gotiske sind hober sig op i en mangefløjet katedral af motiver og mulige forbindelser, og Fanny Fiske farer rundt.

23110458

Humoren, videt og bidet er i den analogi de klare toner i det dunkle lystspil fra fortællingens kunstfærdige mosaik. “Den er spændende og dens kyniske tone morsom: Fanny er faktisk et monster af en kvinde, men det synes hun ikke selv, og så kan vi andre jo mene, hvad vi vil. Jeg tror, jeg roligt tør spå bogen en fremtid på det internationale bogmarked, som en af de bøger, manden i ens liv prøver at snuppe fra natbordet, hvis han er til den slags”, noterede Dagbladet Informations anmelder (Marie Louise Kjølbye: Det gør ondt at forbløde. Information, 2000-10-26).

 

 

Mit smukke lig

“Og ved du hvad, Store B? Kunne jeg have sagt til ham, netop da han stod og afsagde min dødsdom med den samme mine, som han brugte dagen lang, uanset hvad han foretog sig. Store B, ved du hvad din diagnose er? Du er anal. Anal langt ind i din tunnelvisionære sjæl, hvis det da overhovedet er muligt at kalde det mosevand, dine tanker bor i, for sjæl.
“Mit smukke lig”, s. 11.

Afsættet for “Mit smukke lig” fra 2002 er hysterisk morsomt. Fanny Fiskes chefer har fået den ualmindeligt dårlige ide, at hun skal pensioneres. Det rammer hende som en katapult i bagdelen. Hun har nemlig overset, at hun over de sidste 28 år har opsparet en detalje af 270 ugers ferie! Fornedret og chokeret forlader Fanny Fiske sit arbejde. Hun kan mærke jorden åbne under sig, og helvedes kolde flammer slikke op ad benene. “F-ordet: Ferie. På linje med andre F-ord som fængsel, forulempelse og filipens.” (side 10). Men pensioneringen er måske ikke engang det værste, for da hun rasende ringer til sin plastickirurg, får hun at vide, at der er grænser for, hvor mange gange man kan udspænde en elastik. Med andre ord – der er ikke mere, han kan gøre for hende. Hun er hinsides reparation. Og bare lige for at understrege, at det er skæbnen, hun har med at gøre, så bliver hendes stilling genbesat af en smuk og yngre kvinde! Fornedrelsen er komplet. Den aldrende frøken Fiske kan slet ikke være i sig selv.

24254569

Hun tager ud til den travle undergrundsstation Tottenham Court Roads nordgående perron og sidder i timevis på en bænk. Perronen er et af hendes få yndlingssteder i verden på grund af togenes rytme. Hun tænker på, at det er tre uger siden, hun sidst har fået noget på den dumme. Hun er til rotterne. Hun overvejer sine muligheder, som hun i korte træk koger ned til selvmord eller ikke selvmord. Den tredje mulighed – at en seriemorder husere i området – har hun end ikke overvejet. En seriemorder er dog allerede godt i gang, og da efterforskningslederen kontakter hende, har han selvfølgelig svært ved at tro, at hun ikke ved det. Men depressionen har fået så hårdt fat i hende, at hun ikke har læst aviser. Desuden ændrer seriemorderens komme heller ikke i første omgang på Fanny Fiskes følelse af bare at ville dø i fred. Ikke førend efterforskningslederen kommer ned på knæ og indrømmer, at han er på bar bund, og at Fiske er hans eneste chance. Oven i købet er han ikke fuldstændig utiltrækkende …

 

 

Døderummet

“Jeg burde være bange, men han kyssede mig som en elsker, og den musik, jeg senere skulle frygte, ville spille videre, når jeg var død, når jeg lå smadret i min smadrede bil, og alting var ødelagt, den musik, der i sit glade vanvid ville være den rene hån over min død, den spillede ganske vist videre, blot var jeg alt andet end død: With you I've found the key, to open any door sang David Coverdale i begge mine ører.”
"Døderummet”, s. 63.

Det er selvfølgelig usædvanligt meget ud over det sædvanlige med en heltinde, som har brug for at blive voldtaget i ny og næ, som retsmedicineren Maria Krause i “Døderummet” fra 2010, der er første del i en trilogi. Ikke desto mindre er der tale om en krimi, som i sin opbygning minder langt mere om den traditionelle spændingsroman end de krøllede manifester om Fanny Fiske. Derfor burde romanen have potentiale til at nå et bredere publikum i ind- og udland. Persongalleriet er overskueligt og roligt opbygget. Maria og hendes veninde Nkeme er en klase; en anden består af et trekløver af gamle, mandehørmende læger med silver back'en Hans Bonde Madsen i spidsen, og den tredje udgøres af nogle politiefterforskere. Sidst, men ikke mindst er der forbryderne.

28384734

Nkeme har søgt og fået en stilling ved Retsmedicinsk Institut i Odense. Maria, som lever i et tomt ægteskab og ikke er knyttet til andre end Nkeme, følger efter. Et par piger bliver myrdet. Noget peger på, at der er en seriemorder på spil. Kursiverede passager fra en dagbog bliver skudt ind. Her beretter en psyko om sin opvækst i et overlægehjem, hvor han knaldede sin mor, brændte sin kat, voldtog sine klassekammerater og brændte et par af dem levende. Vi har, om man så må sige, begrundet mistanke om, at det nok er morderen, som taler, men hvor er han på handlingsplanet? Er han en af Marias kolleger?

Susanne Staun bryder et princip. Hun har researchet, og hun slipper af sted med det. Fortællingen drukner ikke i retsmedicinske detaljer. Den lever i detaljen og stiger op over den. Der er set up og pay off i nøjagtigt udmålte portioner, og desuden er der en appetitlig ekstra krølle på halen med en grum Staunsk selvtægtsfantasi.

“(…) en retsmedicinsk thriller, der er et opsigtsvækkende rent genrestykke i forhold til de beskidte Fanny-bøger. Det chokerende ved Døderummet er, hvor mainstream det lykkes Staun at være uden at give køb på kvaliteten og vildskaben”, bemærkede Berlingske Tidendes litteraturanmelder og delte sjældne seks stjerner ud (Mette Strømfeldt: Provokerende mainstream. Berlingske Tidende, 2010-08-26).

Helt til grænsen

”Han havde krammet på mig. Han sad med beviserne på alle mine lovovertrædelser. Jeg kunne miste alt. Hvordan skulle jeg komme ud af dette her?”
”Helt til grænsen”, s. 175.

I sidste bind af trilogien om retsmedicineren Maria Krause får Susanne Staun endnu engang fastslået, at det ikke er nødvendigt at være et moralsk dydsmønster for at kunne arbejde inden for politiet. Hovedpersonen, som læseren kender fra forgængerne ”Døderummet” og ”Hilsen fra Rexville” (2011), er en utilpasset og politisk ukorrekt kvinde, der bedriver selvtægt i retfærdighedens navn. Hun lever af kaffe og rødvin og har trilogien igennem vist sig at være aldeles menneskelig, hvad angår laster og lyster.

29851190

I ”Helt til grænsen” (2013) er Krause i Rexville, USA, hvor den omsorgssvigtede Emily (som læseren kender fra ”Hilsen fra Rexville”) netop har slået sig selv og sin familie ihjel. Retsmedicineren er ikke direkte meddelagtig, men mailkorrespondancer mellem de to kan afsløre, at hun har givet lidt for mange råd om, hvordan man effektivt dræber et menneske. Mens Krause overvejer, hvordan hun skal flygte, får hun besked om, at yndlingskollegaen Lille John har hængt sig. Krause tror ikke på selvmord – og tilbage i Odense påtager hun sig mordsagen, alt imens hun prøver at slette samtlige spor af Rexville. Til det formål involverer hun en undseelig it-ekspert på jobbet, men det skulle hun ikke have gjort – for han bruger oplysningerne til at afpresse hende. Det skulle han til gengæld heller ikke have gjort – for Maria Krause, fortaler af selvtægt, ser ingen anden udvej end at ty til mord for at redde sit eget liv. Ved bogens slutning har den odenseanske retsmediciner hele to liv på samvittigheden.

Flere spor fortælles sideløbende i Stauns thriller: 1) Opklaringen af mordet på Lille John, der involverer jalousi, hævn og kvælesex (jf. bogens titel). 2) Krauses private kamp for at undgå fængsel. 3) En psykologsamtale med en ung mand, der føler sig overset af alle. Sidstnævnte viser sig, som bogen skrider frem, at være den nørdede – og psykopatiske – it-fyr.

”Helt til grænsen” er fortalt med humor og blik for makabre detaljer, det kulørte persongalleri og med en atypisk hovedperson, der helst går helt til grænsen, både hvad angår privatlivet og livet som retsmediciner.

Genrer og tematikker

Egentlig mener man ikke meget andet med femikrimi end en kvindelig forfatter og hovedperson, og det gør jo genren temmelig bred. Så meget desto mere forbavsende er det, hvor ens den er, og hvor let langt de fleste hjemlige udøvere falder ind under den samme hat, Nordisk krimi. Denne betegnelse bliver i disse år anvendt om den udbredte tendens til socialt bekymrede, psykologisk forankrede og pompøst humanistiske værker på tværs af køn. Det er ikke den slags femikrimier, Susanne Staun skriver. Hendes forbrydere er ikke primært udråbstegn foran et samfund, som har svigtet den sociale indsats. Når forbryderne i “Døderummet” har forstyrrede overlægefruer og stiknarkomaner blandt forældrene, er det måske antydningen af en forklaring på, hvorfor de blev, som de blev, men ikke en undskyldning for det.

Selvtægtstemaet – der også kan opleves i Stieg Larssons Millennium-trilogi og i tv-serien Forbrydelsen – passer forfatterskabets temperament fremragende – og er kendetegnende for bøgerne om både Fanny Fisker og Maria Krause. Det samme kan man sige om den iskolde rædsel. I “Det blå hav” fra 2001 podes den med en ægteskabsfortælling, og i “Skadestuen” fra 2005 med femikrimiens favorittema, trafficking og luderudnyttelse – blot for at nævne endnu et par af forfatterskabets markante anmelderfavoritter. Humoren var fremtrædende i debuten “Sådan lyder en salonriffel” fra 1998 og blev ført videre i Fanny Fiske-fortællingerne.

Fanny Fiske-bøgerne er den nøjagtige goth/noir-ækvivalent til chick lit'en. Staun tager den bare en tand videre med sin veludviklede stemningskunst og boblende, sproglige heksekedel. Det gælder også, når hun får stukket en mikrofon op i ansigtet. Her netop apropos femikrimien: 

“Med mindre den danske og svenske femikrimi får en gevaldig ansigtsløftning, dør den trend en naturlig død – i salonerne i hvert fald. De skønlitterære læsere, der har stukket snuden forsøgsvis indenfor, er allerede på vej væk, men på den anden side er kernegruppen af tidligere og nuværende ‘kvindelitteratur’-læsere (Bushnell, HVH (Hanne-Vibeke Holst, red.), Weisenberger, Garbers, Nynne-og-Lautrups-tænder med videre) kæmpe stor og kæmpe sulten. So who knows? Hvis femikrimien bliver ved med at være lige så læse-let og lang i trusse- og tespyttet, så er Fay Weldons billige epigoner parret med klassisk ‘Sjø-val’ måske gået i evigt kredsløb omkring en stedse menstruerende måne, vi ikke anede fandtes?” (Charlotte Sejer Pedersen: Susanne Staun: En hot dog med det hele. Politiken, 2007-08-15).  

Hun siger det ikke selv – hvorfor skulle hun også det, når hun har det samlede anmelderkorps og diverse litterater til det – men Susanne Staun er selv den ansigtsløftning, hun uden at prale taler om.

Beslægtede forfatterskaber

Femtusinde nye kvindelige krimiforfattere senere er det stadigvæk en mand, som har skrevet den bedste femikrimi. Nemlig Peter Høeg med “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. Susanne Staun er den første femikrimi-forfatter herefter, som ikke blegner i sammenligning med hr. Høeg – netop fordi hun er den ansigtsløftning, genren havde brug for.

I modsætning til et par nytilkommere inden for femikrimien som de ferme traditionalister Kaaberbøl og Friis, der forkaster femikrimibetegnelsen, tager Susanne Staun den på sig og fejrer netop det feminine. Hun er Helen Fielding, Sophie Kinsella og Lotte Thorsen, Henriette Lind og Anette Vestergaards nogenlunde jævnaldrende. Og Fanny Fiske er Bridget Jones, Becky Bloomwood og Nynnes rabiate tante. Når man dykker ned under de sprøde aflejringer af tidsånd, dukker der nye lag op.

Er det helt hen i vejret at tro, at “Vejene omkring Pisa” var blevet til en Fanny Fiske-roman, hvis Karen Blixen havde skrevet den i dag? Det enorme referenceapparat, det sprudlende overskud, betagelsen af sindets vindeltrapper og spidsbuer er klare fællestræk for de to forfattere. Og hvis Bret Easton Ellis kunne finde ud af at skrive romaner med plot, ville det så ikke have snerpet hen af Maria Krause-trilogien med de frysende præcise miljøskildringer?

Som Patrick Bateman i “American Psycho” redegør Maria og forbryderen fuldkomment illusionsløst for deres valg, der løber som en kold trækvind gennem hele fortællingen – titlen på første bog i trilogien “Døderummet” passer både på obduktionsstuen og hovedpersonens liv og bliver konkret anvendt om hendes hjem i Odense, hvor tingene stadig står i de kasser, Ikea leverede dem i – og de tilbagevendende heavystrofer fra hendes iPod. Endnu længere bag ud står krimiens gotiske grundlægger Edgar Allen Poe, og når det gælder de dystopiske fremtidsskildringer i Fanny Fiske-romanerne giver det associationer til cyberpunk, som med William Gibson i spidsen slog igennem i firserne.

Bibliografi

Staun, Susanne:
Sådan lyder en salonriffel. Gyldendal, 1998. Roman.
Staun, Susanne:
Bebudelsen i antologien Historien om Jesus og Jesus i historien (red. Marianne Aagaard Skovmand), 1999. Essay.
Staun, Susanne:
Gratis frokost, Gyldendal, 1999. Roman.
Staun, Susanne:
Som arvesynden. Gyldendal, 1999. Roman.
Staun, Susanne:
Liebe. Gyldendal, 2000. Roman.
Staun, Susanne:
Blå hav. Gyldendal, 2001. Roman.
Staun, Susanne:
Mit smukke lig. Gyldendal, 2002. Roman.
Staun, Susanne:
Langt fra mig. Gyldendal, 2003. Roman.
Staun, Susanne:
Martas hjerte. Gyldendal, 2004. Roman.
Staun, Susanne:
Skadestuen. Gyldendal, 2005. Roman.
Staun, Susanne:
Mine piger. Gyldendal, 2008. Roman.
Staun, Susanne:
Før jeg dør. Gyldendal, 2009. Roman.
Staun, Susanne:
Døderummet. Gyldendal, 2010. Roman.
Staun, Susanne:
Hilsen fra Rexville. Gyldendal. 2011. Thriller.
Staun, Susanne:
Helt til grænsen. Gyldendal, 2013. Roman.
Staun, Susanne:
Velkommen til mit mareridt. Pepple'sPress, 2015. Roman.
Staun, Susanne: Kønslig omgang. Gyldendal, 2020.

Faglitteratur

Staun, Susanne:
Fuck, en lækker røv! : basisgarderobe til den nøgne sprogbruger. Gyldendal, 2015. (89.65).
Staun, Susanne:
Kort & cool : strambuks til skribent og skribente. Gyldendal, 2016. (89.65).
Staun, Susanne: Mediernes møgkællinger : magt, myter og misinformation. Gyldendal, 2017.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Susanne Staun

Om forfatteren

Plotcast

Forfattersamtale

Søgning i bibliotek.d

Emnesøgning på Susanne Staun

Kilder citeret i teksten

Kilder

Kjølbye, Marie Louise:
Det gør ondt at forbløde. Information, 2000-10-26.
Kassebeer, Søren:
Selvfølgelig er jeg højrøvet. Berlingske Tidende, 2004-11-24.
Sejer Pedersen, Charlotte:
Susanne Staun: En hot dog med det hele. Politiken, 2007-08-15.
Strømfeldt, Mette:
Provokerende mainstream. Berlingske Tidende, 2010-08-26.
Thorsen, Lotte:
Barsk krimiforfatter tør ikke gå ud om natten. Politiken, 2010-09-19.