Sara Stridsberg

Sara Stridsberg er født i Solna, en forstad til Stockholm i 1972. Hun er uddannet jurist, men har aldrig arbejdet som en sådan. I stedet har hun arbejdet som oversætter, journalist og forfatter og har blandt andet været tilknyttet det feministiske kulturtidsskrift “Bang”. Stridsberg debuterede i 2004 med det anmelderroste værk “Happy Sally” om svenske Sally Bauer, der i 1939 svømmede over Den Engelske Kanal, og om Ellen, der årtier senere forsøger at gøre hende kunsten efter. Året før havde Stridsberg oversat og udgivet amerikaneren Valerie Solanas’ “SCUM Manifest”. Solanas skrev SCUM Manifestet i 1967 som et litterært kampfeministisk manifest, der allerede i indledningen programivrigt fastslår: “Livet i dette samfund er – i bedste fald – død kedeligt, og intet aspekt af det er overhoved relevant for kvinder. For civiliserede, ansvarlige, spændingssøgende kvinder er der kun tilbage at omstyrte regeringen, afskaffe pengesystemet, automatisere arbejdsprocesser og nedkæmpe mandskønnet.” I forordet til sin oversættelse skriver Sara Stridsberg: “Jeg har aldrig elsket en tekst som jeg elsker Valeries tekst. Ingen anden tekst har forandret mig så meget.” (“SCUM Manifest”, s. 7).

Stridsbergs anden roman ”Drömfakulteten” fra 2006 er stærk inspireret af Valeries tekst. I 2007 modtog Sara Stridsberg Nordisk Råds Litteraturpris.

Sara Stridsberg blev i 2016 valgt ind i Det Svenske Akademi, hvis 18 medlemmer blandt andet står for uddelingen af Nobelprisen i litteratur. Traditionelt har optagelsen i Akademiet været på livstid, men Stridsberg valgte, sammen med flere andre medlemmer, at træde ud af akademiet i 2018 i kølvandet på #MeToo skandalen omkring Akademiet.

Sara Stridsbergs debut “Happy Sally” fra 2004 (”Happy Sally”, 2020) handler om tre kvinder. Den ene er Sally Bauer, en berømt kanalsvømmerske, der i 1939 blev den første skandinav til at krydse Den Engelske Kanal. Den anden er Ellen, der indgår et væddemål med sin mand, om hvorvidt hun kan gøre Bauer kunsten efter. Vinder hun, får hun ubegrænset tid til sin svømning. Taber hun, må hun opgive svømningen og tage med sin mand og deres to børn på jordomsejling. Den tredje er Ellens nu voksne datter, der i erindringsglimt fortæller om en barndom i skyggen af moderens besættelse af at ville krydse kanalen og hendes selvmord, da drømmen brister.

Romanen er en mosaik af erindringer, dagbogstekster og postkort, og fortællestemmer og tider flettes ind imellem hinanden med Ellens datters barndomsminder som omdrejningspunkt. Et centralt tema i både Ellen og Sallys liv er kærligheden og familiens bånd, som for begge kvinder står som forhindringer for at nå deres mål. Sally opgiver sin elskerinde Marguerite og bliver hyldet, da hun svømmer over kanalen, Ellen hives tilbage i familien, ofte helt fysisk af sine børn, og må give op tæt på målet.

Som voksen rejser datteren tilbage til Dover i England i fodsporene på sin mor og Sally. Med sig har hun postkort, en dagbog og sine egne erindringer, altså kort sagt fortællingens dele. I disse dele prøver hun at forstå sin mor og sin egen skyldfølelse over moderens selvmord. En egentlig forløsning kommer aldrig, men ved at samle fortællingerne om moren, Sally, sig selv og en moder og hendes barn, som hun møder i Dover, spejles de forskellige kvinders liv i hinanden, og datteren opnår en forståelse af, at livet ikke leves efter et logisk system: “Livet sker bare. Det er som blomster. Som solskin. Som natten, når den falder på” (s. 264).

Allerede i ”Happy Sally”, som er Stridsbergs debutroman, er hendes forfatterstemme tydelig. Det handler om kvinderne og deres børn, om psykisk sygdom og forpligtelser, stemningen er dyster og poetisk, og mosaiske fortælleformer kredser hele tiden tilbage til den samme scene, de samme metaforer og billeder.