Tschandala

Efter svipturen til Berlin, slår Strindberg sig ned i en villa nær Holte, skriver en causerisamling for at få lidt mønt og for at hævne sig på folkene på Skovlyst. Romanen “Tschandala” bliver i hast udgivet på dansk (1889), så – må man formode – den kan gøre mest mulig skade, inden såret lukker sig, og først otte år senere på svensk (“Tschandala", 1897). Hadet og hævnlysten gør ikke ligefrem noget for romanens troværdighed, men det sætter fut under fortællingen, som indeholder en række enestående, mættede karakterer og interiører. Perspektivet er Strindbergs foretrukne, en halvvidende tredjeperson, som følger hovedpersonen og alter egoet, den naive, men højt begavede magister Törner. Tschandala er et begreb for lavkaste, han har fundet hos Nietzsche. Folkene på Skovlyst er tschandala, og Strindberg/ Törner er åndsaristokrater og herremennesker – i Strindbergs forståelse – for andre minder de nok mere om et par småborgerlige tanter, som er ved at dø af skræk over livet uden for klunkehjemmenes og kunstner-/ bohememiljøernes trygge verden.

I stedet for at fejre den farverigdom, som stråler dem i møde på godset, bliver selv de mest fantastiske skuer til udtryk for forfald: “Nu aabnedes en Dør til, og de traadte ind i et mindre Værelse. Det første, som faldt i Øjnene var en seng med Himmel og Forhæng og af meget store proportioner. I Sengen stod to gule danske Hunde og forplantede sig, uden at nogen af Beboerne tog Notits af det. Det eneste Vindue var optaget af Fuglebure med Grønsiskner og Turtelduer. I Loftet hang en udstoppet Stork med udspredte Vinger og holdende en tørret Hugorm i Næbbet. I et Hjørne paa Gulvet laa to store magre Hunde ved Siden af et Bur med Kyllinger; i en Skæppe sov Kat med seks Unger og af en Dragkiste tog Baronessen et kuld Ællinger frem. Alle disse dyr udbredte naturligvis en forfærdelig stank, og Gulvet var tilsølet af urenlighed. Baronessen, som havde forevist alle disse sine Yndlinge, vilde nu aabne Døren til det tredje Værelse, og skønt Tateren gjorde en Mængde tydelige Grimasser til hende for at forhindre det slap Magisteren derind” (side 49).

Den imødekommende baronesse “havde et solbrændt, rundt Katteansigt med Fiskeøjne og dårlige Tænder” (side 8). Tateren er godsbestyreren, som i romanen hedder Jensen, en kobler (alfons), hvis løgnagtighed kun overgås af hans overtroiskhed. Jensens søster, den sekstenårige pige, som Strindberg udnyttede, er en udmajet luder, som Törner kun kan bestige med lukkede øjne som en hund. Fordi Strindberg ikke opererer med et billede af sig selv som hævnlysten, men derimod som retfærdig og uskyldig i et og alt, må et par ideer strækkes og andre bøjes for at få vildfarelser og virkelighed til at mødes. Nietzsches overmenneskeforestillinger bliver til en legitimering af forholdet til barnepigen såvel som det afsluttende drab på Jensen; latinen som var forbundet med elitært magtmisbrug i “Mester Oluf”, er nu tegn på ærlig- og redelighed, det samme gælder uniformen, som var et fængsel i “Faderen”, og det herremenneske, som skulle rejse sig af folket i “Frøken Julie”, kommer nu af den oplyste embedsstand – og minder påfaldende om Strindberg selv – for det er jo Törner.

“– Pak og Hunde skal have Tamp! Og Du skulde bare have pryglet den Slyngel, saa vilde Du have haft det behageligere.

– Menneske er dog Menneske!

– De omnibus est dubitandum. Du tvivler om alt, nisi de plebe! undtagen om Pakket, som Du nærer en hellig Tro til.

– Skal vi saa lade Politicam fare! afbrød magister Andres ham. Lad mig i fred nyde den lykke at se en hæderlig Mand i Øjnene, føle Behageligheden ved at høre et Menneske tale uden at lyve.” (side 110)

Ordene bliver vekslet, da Törner sidder og koser sig studentikost med sin ven Bereus – det første civiliserede menneske, han har set, siden han kom ud på godset. Bereus hjælper ham med at få tingene sat i perspektiv, hvorefter den store djævleuddrivelse kan begynde. Törner tager sin skæbne som herremenneske og repræsentant for en overlegen race på sig, og “iført sit embedsskrud og med kårde ved lænd” sørger han i en flot finale for, at tateren Jensen bliver ædt levende af godsets hunde.